Århusianske Yellowish udgav sidste år deres debutplade, Solid Ground, hvilket resulterede i en førsteplads på det elektriske barometer med singlen “Lisa Could Die for Elvis”, og anmeldelserne var gennemgående gode. Ikke den værst tænkelige start for et ungt debuterende orkester. Godt og vel et år senere er orkestret så klar med den svære toer, So Bright. Egentlig er der ikke den store forandring at spore i forhold til debuten. Yellowish spillede drømmende indiepop for et år siden, og det gør de fortsat.
Som på debuten er der stadigvæk tale om musik kraftigt inspireret af slut-80’ernes og start-90’ernes britiske shoegazer-scene – nærmere betegnet orkestre som Pale Saints og Slowdive, som på fornemste vis rendyrkede det drømmende udtryk med højt til loftet. En lille snert af Cocteau Twins melder sig i øvrigt også i orkestrets musikalske udfoldelser og udgør tydeligvis også en vigtig inspirationskilde. Desuden har århusianerne turneret i Tyskland som support for landsmændene fra moi Caprice, der musikalsk (langt hen ad vejen) minder om Yellowish. Denne musikalske blanding lyder tiltalende, hvilket absolut ikke er misvisende. So Bright er rent faktisk en ganske velsmagende musikalsk cocktail, der rummer alle de rigtige ingredienser. For nu at tale i klichéer.
Heldigvis for Yellowish besidder bandet de to forsangere Aage Hedensted og Laura Noszcyk. De to sangeres vokaler overlapper hinanden på smukkeste vis, og man får fornemmelsen af to elskende dybt opslugt af hinandens stemmer. Det lyder, som om de to sangere synger for hinanden, og ingen andre. Uanset om dette er sandt eller ej, lykkes tricket til fulde.
Åbningsnummeret “This Is My Direction” er en fremragende ørehænger og et muligt bud på et lille indiehit. Hedensteds og Noszcyks stemmer kommer virkelig til deres ret og får musikken til at hæve sig over det jævne. Der drysses med stjernestøv i de århusianske drømmerier, hvor der altid er højt til loftet.
En nærmest identisk beskrivelse kunne bruges til at beskrive sang nummer to “Unite”. Bortset fra at nummeret faktisk er endnu bedre med endnu større hitpotentiale. Personligt kunne jeg næsten ikke vente med at høre orkestret live efter at have hørt de to første numre, der begge er drømmende og æteriske, samtidig med at de er ekstremt iørefaldende og tempofyldte. Ganske enkelt fremragende indiepop.
Efter disse stormbrusende numre falder tempoet, hvilket desværre resulterer i, at en stor del af de resterende otte skæringer forekommer en smule kedelige. Sangene bliver dog aldrig så kedelige, at det bliver uudholdeligt. På trods af dette kunne man en gang imellem godt ønske sig at blive overrasket af århusianernes (i øvrigt velspillede) drømmende kompositioner.
Yellowish fremstår som et orkester, der kender deres genre ud til fingerspidserne, hvilket desværre begrænser deres udtryk en smule. Hvis orkestret skal have langtidsholdbarhed, er det vigtigt, at de åbner døren for fremmede impulser. Ellers er det ikke utænkeligt, at musikken hermetisk lukker sig i omkring sig selv. Lidt flere musikalske eksperimenter kunne muligvis gøre underværker ved de næste udgivelser.
Disse sure opstød kan dog ikke fjerne det faktum, at Yellowish har begået en indiepop-plade, der ligger et godt stykke over gennemsnittet. Men bandet har endnu ikke vist sit fulde potentiale. Hvis bandet formår at løfte den opgave, bliver det uhyre spændende at se, hvad de kan diske op med. Jeg glæder mig i hvert fald.
