Du kender allerede Agent Orange – ukrudtsmidlet brugt af den amerikanske hær under Vietnam-krigen. Den amerikanske hær benyttede en række forskellige kemikalier til at fratage vietnameserne muligheden for at gemme sig under de store træer samt til at ødelægge deres opdyrkede jorder. Heriblandt det mindre kendte kemikalie Agent Blue.
Den version af Agent Blue, vi her har fat i, er dog ikke produceret af den amerikanske våbenindustri, men er derimod resultatet af et teenage-drengevenskab født i den engelske by Stoke-On-Trent. Agent Blue forsøger nu på deres debut at være lige så farlige som det kemikalie, hvorfra de har taget deres navn.
Illusionen knækker dog allerede på de ellers så skræmmende betitlede sange “Nu Skool Devil” og “Sex, Drugs and Rocks Through Your Window”. De rette rock-klichéer er i spil, men Agent Blue kan tilsyneladende ikke beslutte sig for, om de vil satse på det dystre og mørke eller på det fandenivoldske og fremadstormende.
Albumets første halvdel bliver næsten skitzofren i sit forsøg på at skabe en majestætisk dommedagsstemning parallelt med speedy punk rock. Bedre går det, jo længere hen på albummet man når. Her begynder tempoet at falde, og der bliver mere plads til samspil og rytmer spillet frem og tilbage mellem bassen og guitarerne.
Hvad de fem gutter fra Agent Blue beskæftiger sig med, når de ikke er rockstjerner, er ikke til at vide, men der må være mindst en kemiker i blandt. Sangen “THC” kan dog også ses som udtryk for et rockbands sædvanlige interesse for euforiserende stoffer (THC er som bekendt det hallucinerende stof i cannabis). På trods af dét er sangen faktisk fokuseret og effektiv. Punken, der ellers er den dominerende genre på A Stolen Honda Vision, presses her væk af popmelodier blandet op med lette guitarer. På disse sange findes den indre fremdrift, der ellers drukner i tempoet på flere af albummets skæringer.
Når cd’en er færdig med at snurre, er det da også de lettere passager, der står klart i hukommelsen. I “Something Else” forsøger bandet sig med held med et særegent miks af Franz Ferdinand og Stiff Little Fingers. Denne sang formår at bevare energien hele vejen. På flere andre af Agent Blues sange lader de sangen skifte retning midt igennem og når bandet ikke spiller mere fantasifuldt, end det rent faktisk er tilfældet, ødelægger det dynamikken og irriterer.
Det er ikke tekstmæssigt, at kvintettens største force ligger, men noget med kemi – det har de. Agent Blue er som sagt navnet på et stof, der var med til at dræbe og pine vietnamesere, men Agent Blue er dog heller ikke mere farligt, end at det i dag bruges til pleje af græsplæner. På samme måde er det med bandet Agent Blue. De kan helt sikkert være farlige og skarpe, men når det kommer til stykket, står der en dunk fyldt med nøjagtig de samme ingredienser i de fleste garager.
