The Radio Dept.: Pet Grief

I 2003 udgav svenske The Radio Dept. sit debutalbum, Lesser Matters, til nærmest stående applaus fra et enigt kor af anmeldere. Med den lette, melodiske guitarpop havde svenskerne fat i den lange ende, når det gjaldt om at levere små, hjerteknusende popperler på en snor.

Nu er The Radio Dept. nået til det, der med en kliché kan kaldes “den svære toer” – det album, som skal vise, at debuten ikke bare var et heldigt skud, men at bøssen indeholder flere kvalitetspatroner. Og også bandet har selv været i tvivl om, hvordan efterfølgeren skulle skæres – i efteråret 2005 smed The Radio Dept. et så godt som færdigt album i skraldespanden, fordi de syntes, det lød for elektronisk og lidt for meget som andre bands.
På bare seks måneder fik bandet så skruet nyt materiale sammen, som er blevet til Pet Grief. De seks måneder var en proces, som først svækkede, siden styrkede bandet.

Fra første tone i den instrumentale åbner “It’s Personal” hører man, at bandet og lyden er forandret: Væk er de svingende guitarlinjer, og synthflader og -melodier spiller en langt større rolle i det musikalske landskab end før. Samtidig er tempoet sat ned, og der er skruet op for melankolien og mørket. Pet Grief bliver dog aldrig decideret dyster, for melodierne gør, at lyset og sommeren hele tiden er nærværende. Det er som at slå op med sin kæreste på den smukkeste sommerdag, og det understreges af albummets to andre instrumental-numre “South Side” og “Gibraltar”, som sætter stemningen og scenen.

Pet Grief er i sin lyd også mere ambitiøst end forgængeren. Bandet forlader nu trygt og naturligt de jordnære sange og lader hele lydbilledet flyde mere – noget som førhen kun skete meget sporadisk. “I Wanted You to Feel the Same” og nummeret “The Worst Taste in Music”, som slår Pet Shop Boys på deres hjemmebane, er gode eksempler på, at The Radio Dept.s numre er blevet mindre stramme og fokuserede uden at miste deres (melankolske) poppede charme. “The Worst Taste in Music” er samtidig et godt eksempel på den mere ekstensive brug af keyboards til at bære melodierne.

Til trods for de mange, knap så håndfaste popnumre, har svenskerne ikke helt forladt den enkle melodi, men også her er guitaren skiftet ud med keyboards og piano; “A Window”, “Every Time” og “What Will Give?” kunne alle tre være numre fra bandets tidligere udgivelser, men så ville de nok have været friskere med en bund af klingende guitarer, mens de nu er mere blå i tonen med en bund af keyboards. Kun på afslutningsnummeret “Always a Relief” finder guitaren og stemningen sin vante rolle.

Selv om The Radio Dept. smed et næsten færdigt album væk, fordi det var for elektronisk, har bandet på Pet Grief på ingen måde forladt maskinerne. Men lyden bliver aldrig kantet eller kunstig, og på den måde benytter The Radio Dept. synthesizere og keyboards som analoge og organiske elementer, der på fin vis understreger melankolien. Den tristesse, som lå og lurede på Lesser Matters, har foldet sig mere ud på Pet Grief, og den er i al sin enkelhed ganske smuk.