All killer, no filler. Det er titlen på et Sum 41-album, der næppe lever op til titlen. Men det er også det dogme, vi har kastet hen over denne måneds Undertoner anbefaler. For mange musikere har endnu ikke forstået, at det kan være helt i orden at være lille og hurtig. Størrelsen betyder ikke altid noget, hvilket ep-formatet er et fornemt bevis på. Fanget i et limbo imellem regulære albums og de i England så populære singler er ep’en den mellemste broder, der måske ikke gør meget væsen af sig, men som kan være en perfekt introduktion til resten af familien.
Eller også er ep’en, som i enkelte af nedenstående tilfælde, alt hvad en kunstner har at byde på, før der går fuldlængde-kedsomhed i den. Her er det så på sin plads at komme med en advarsel: Mange orkestre er nemlig af den overbevisning, at en demo er lig en ep, men lad dig ikke snyde. Alle nedenstående udgivelser på under 25 minutter er af en sådan kvalitet, at vi her på Undertoner ikke tøver med at anbefale et køb. Og så er en ep jo også billigere end en hel plade.
Lasse Dahl Langbak
Mission of Burma: Signals, Calls and Marches (1982)
Det her er en af de ep’er, der er fuldstændig uundværlige – både på grund af dens musikalske kvaliteter så vel som historiske betydning. Mission of Burma udgav kun én fuldlængdeplade i bandets første kortvarige levetid (efterfølgeren udkom hele 22 år senere!). Og denne ep, der med sin uovertrufne forening af eksperimental og støjende punkrock viser, hvorfor det amerikanske trekløver var en stor inspirationskilde for blandt andre Pixies og Dinosaur Jr.
Speaker Bite Me: Recorded (1997)
Med udsigt til en kommende plade fra gendannede Speaker Bite Me, hvorfor så ikke tage et dyk ned i deres bagkatalog? I en kronologisk gennemgang er ep’en Recorded den første, man støder på. Med åbneren “Punk the Pam” som første fuldtræffer er det en debutudgivelse af uvanlig høj standard. Numrene er længere og knap så melodisk fremadrettede hér end dem på langspilleren Inner Speed fra samme år. Og derfor ikke mindre skæve, støjende og eksperimenterende.
Ride: Today Forever (1990)
Denne ep er bindeleddet mellem milepælen Nowhere og Going Blank, hvorpå Ride udstak kursen mod et mere psykedelisk 60’er-rock-inspireret udtryk. På ep’ens fire numre svinger Ride fra eksplosive guitarriffs til smukke vokalharmonier, der svæver på et lag af guitarstøj. Trods stor kompleksitet er de betagende sange ikke udpræget indadvendte, da det melodiske fokus aldrig glider Ride af hænde. Today Forever er dragende, hypnotisk og én af shoegazer-scenens allerbedste udgivelser.
Martin Thimes
Yeah Yeah Yeahs: s.t. EP (2001)
Adskillige rockbands bruger årtier på at udforme et flyvefærdigt udtryk, men YYYs ramte plet første gang med deres debut-ep. Der bliver skudt med musikhistoriske spredehagl på de fem numre, som runder diskant retro-garagerock, tordnende trash-metal og storskramlende ballader. Indie-pinuppen Karen O er desuden den eneste, der kan slippe af sted med at synge “As a fuck, son, you suck / As a fuck, son, you suck” og stadig lyde indbydende.
Green on Red: Ep (1981)
Green on Red sættes ofte i bås med Paisley Underground-scenen fra start-80’ernes Los Angeles. Og fra første tone er kærligheden til midt-60’ernes hårdtpumpede, orgelbaserede garagerock da også uomtvistelig. Green on Red søsætter i alt syv sange, der alle ville have været på Nuggets-boksen, hvis ep’en var udgivet 15 år tidligere, og “Aspirine” vælter selv The Seeds-klassikeren “Pushin’ Too Hard” omkuld. At der så gik røvballe-roots-rock i den senere, er en helt anden snak.
The Long Ryders: 10-5-60 (1983)
10-5-60 er ifølge forsanger Sid Griffin en af de matematiske positioner, som astronomer bruger i deres kortlægning af universets stjerner. På denne debut-ep har The Long Ryders så afgjort fundet deres helt egen position på det kort. De fem numre er en blanding af psykedelisk roots-rock og smukt janglende popmusik. Sanger og guitarist Sid Griffin skjuler ikke kærligheden til Byrds og Gram Parsons, og på “And She Rides” lykkedes det bandet at lave en opdateret version af Grams cosmic american music.
Camilla Grausen
Mates of State: All Day EP (2004)
Det er unægteligt ved at blive sommer, og i den anledning har jeg fundet tre ep’er frem, der alle kan give dig et skud sommervejr og krilrende forårsfornemmelser. Det amerikanske ægtepar Kori Gardner og Jason Hammel – alias Mates of State – stå for den første. På All Day EP strømmer varme følelser indefra og ud i form af boblende sommerlængsel og forelskelse. Duoens vokalharmonier er en fryd, og nummeret “Goods (All in Your Head)” er et fabelagtigt udbrud af pop-optimistisme!
Bob Hund: Bob Hund EP (1993)
De kugleskøre skånske Bob Hund-medlemmer springer her på deres første udgivelse “5 meter upp i luften” med en energibombe af en debut-ep. Tanken om badutspring ind i sommeren med “Rundgång, gräslök, fågelsång” samt Thomas Öbergs finurlige og ærkeskånske tekster er en ren fornøjelse. Ep’en blegner sammenlignet med Bob Hunds senere udgivelser, men isoleret set er den af høj kvalitet og vidner om et musikalsk talentfuldt band, der både mestrer fjolleri og alvor.
Suburban Kids with Biblical Names: #1 EP (2004)
Navnet Suburban Kids with Biblical Names glider ikke helt let på tungen. Men ikke desto mindre er det et morsomt navn til den spøjse duo, der byder på endnu mere sommerfrisk musik fra hinsidan. #1 er første udspil fra forstadsdrengene med de bibelske navne, og er fyldt med veloplagte popnumre sunget på engelsk. Især “Love Will” er komplet med en særdeles smittende popmelodi og veltilpasset dosis af knips og dy-dy’er…
