Foto: PR.
Under navnet Spejderrobot Mikael Elkjær efterhånden en pæn bunke plader under bæltet – efter debuten Falder baglæns ind i i går (2008) udkom Manden med de usynlige hænder i 2010 og satte så småt Spejderrobot på det musikalske landkort. I januar 2011 udkom så først Lad tvivlen komme ham til gode og et halvt års tid efter samarbejdet med Emil de Waal, Nr. 2.
Sidstnævnte havde en noget speciel markedsføring i ryggen: Man købte en pizza, og i æsken lå en kode til download af pladen, ligesom tracklisten m.v. var trykt på pizzabakkens bagside.
Undertoner har bedt pizzabuddet levere en række bud på anbefalelsesværdige plader.
————————————————————————————————————————————————————————
Miles Davis: Sketches of Spain (1960)
Arrangementerne af Gil Evans er tindrende smukke og måske i virkeligheden grunden til, at jeg stadig holder så meget af denne plade: læg dertil den økonomiserende rytmegruppe, de tætte klange og den organiske og åbne lyd med Miles svævende på toppen.
Hårene rejser sig (og bukker) og siger tak.
Jeg fandt pladen – som ungt og ubagt menneske – i en rodekasse og takker min trademark-registrerede Skaber for, at jeg havde en 50’er på lommen og modet til at give den ikke bare et enkelt spin, da jeg kom hjem.
Brian Eno: Discreet Music (1975)
Storytellingen omkring denne plade er helt på højde med, hvad et middelstort mejeri vil skubbe ned i halsen på dig for at få dig til at købe en liter økologisk letmælk. Men modsat mejeriets bestræbelser på at iscenesætte deres produkter, giver fortællingen i Enos tilfælde mening.
Den kunstneriske proces, og selve musikkens væsen gøres til genstand for overvejelse og gennemlysning. På den måde er det er en plade der kun kan laves og til fulde opleves een gang. Når jeg hører den i dag, er det med et vemodigt nik til den første gang jeg penetrerede/deflorerede den – subsidiært den penetrerede/deflorerede mig.
Weather Report: 8:30 (1979)
Jeg sender – hvis ikke dagligt, så ofte – mine tanker til min moster, der lavede mixtapes til mig med The Police og The Cure. Dengang brugte hun sort læbestift og boede i punkkollektiv (sagde min mor) i gigantbyen Århus (tænkte jeg).
Selvom min bror og jeg altid fik serveret linser, når vi besøgte hende (igen, frit efter hukommelsen), husker jeg også disse besøg som helt fantastiske og eventyrlige. Min onkel gik med røde seler og dansede breakdance på papkasser. Han havde desuden en omfattende vinylsamling med Chaka Khan, David Sanborn, Jonas Hellborg, John Scofield, Pat Metheny og – vigtigere i denne sammenhæng – Weather Reports 8:30.
Hvis ikke du selv har oplevet at blive præget af væsentlige voksen forbilleder, så tænk på dine lille fætter eller kusine. De vil være dig evigt taknemmelige.
Murcof: Cosmos (2007)
Mexicanske Fernando Corona har et sikkert blik for dynamisk spændvidde, smagfuld orkestrering og formår at holde sine virkemidler tæt til kroppen og kun drypvist afgive ny information således, at nummeret skrider frem. Alt lyder dyrt, på rette plads og nøje overvejet. Jeg lyttede meget til Murcof, da jeg lavede Falder Baglæns ind i i går.
Skulle man få lyst til at sammeligne de to albums, må den forstemmende konklusion være: Fernando Corona 1 – Spejderrobot 0. En del anmeldere mente at kunne spore inspiration fra Pole og Burial på Falder Baglæns ind i i går. Jeg havde ingen anelse, hvem de snakkede om.
Jeg var ikke solgt med det samme, da jeg hørte denne plade. Alligevel blev jeg ved med at vende tilbage. Der er en kompromisløs insisteren på – og undersøgelse af – rummet i mellem klang og rytme. Jeg kan tage fejl (jeg gør det ustandseligt); men tænker, at denne plade er tidløs. Grin af mig om 20 år (du kan for så vidt godt begynde med det samme) – i mellemtiden glæder jeg mig over den skønhed, der er til stede overalt på denne plade.
Kan man lave et nummer som “oOOo” – kan man for min skyld holde fri resten af dagen med god samvittighed. I min bog den bedste danske plade nogensinde. Nogensinde? Ja, nogensinde. Den og CV Jørgensens Sjælland samt Malk de Koijns Sneglzilla.
Alva Noto & Ryuichi Sakamoto: Summvs (2011)
I kategorien tåbelig smuk klavermusik, finder man Alva Noto & Ryuichi Sakamotos plade fra 2011: Summvs. Integrationen og sampillet mellem klaver og elektronik fungerer upåklageligt og med de to kunstneres afsæt i hver deres minimalistiske tradition, åbenbarer sig et rum der er større end dets enkelte dele. Det er en stille eksplosion, der i sit centrum siger noget om musikkens evne til at transformere os alle. Jeg kunne have peget på så meget andet med samme kvaliteter – men jeg vedkender mig behovet for tåbelig smuk klavermusik – eller det der ligner. Nogle dage er den her plade bare helt forkert. Det er imidlertid ikke en fejl ved pladen – men ved den der lytter.
Andre plader, værker eller kunstnere der har gjort indtryk:
Erik Satie, Miles Davis: Panthalassa: The Music of Miles Davis 1969-1974 (1998), Bob Hund: Jag Rear Ut Min Själ! Allt Skall Bort!!! (1998), Boards Of Canada: Music Has The Right To Children (1998), Oval: Ovalprocess (2000), Karlheinz Stockhausen: Gesang der Jünglinge im Feuerofen (1956), Louis and Bebe Barron: Forbidden Planet OST (1956), Jan Johansson: Jazz på Svenska (1964), Keith Jarret: The Köln Concert (1975), Chick Corea: Children’s Songs (1984), Steve Reich: Pendulum Music (1968), Pelle Holmgren Gudmundsson, Else Marie Pade, John Cage, Arvo Pärt, Ryuichi Sakamoto, Aphex Twin, Autechre, Pole, Burial, System, Deaf Center, Rob Hubbard, Ben Daglish, Machinedrum, Low Limit, Holy Other, Jonwayne, Flying Lotus, Nosaj Thing, Daedelus, Soosh, Gold Panda, Vebak, Zack Christ, Mono/Poly, Lapalux, Al Benedict, Idiot Savant
———————————————————————————————————————————————————————-
Spejderrobot spiller i Viborg torsdag den 19. april sammen med 25 blæsere, der spiller Spejderrobot-kompostioner. Se mere her.
Derudover er Mikael Elkjær med i VenueLab – et initiativ under SPOT Festival – der skal sætte fokus på lokale talenter. Sammen med Naja Rose og et lokalt navn gæster de Herning, Viborg og Århus på følgende datoer:
2. maj Fermaten, Herning
3. maj Paletten, Viborg
4. maj Radar, Århus – SPOT Festival
Mikael Elkjær og trommeslageren Emil de Waal har desuden startet et danseband ved navn Crash and Compute og er ved at lægge sidste hånd på en EP med fire numre. Releasefesten bliver holdt den 15. juni på Rust.