Det sker kun ganske sjældent, så når det endelig sker, skal man i sandhed føle sig privilegeret. Når en plade tager dig i hånden, lader dig glemme al kritisk fornuft, borthvisker trangen til at tolke og fordreje og med en unik, enestående lyd fratager dig viljen og behager hver en muskel i kroppen – hvert et hjertekammer, hvert et center af hjernen. Amerikanske Young People har med All at Once via ganske få virkemidler skabt et mesterværk, hvor ikke en eneste tone ligger forkert, og hvor ikke et eneste nummer fremstår svagere end de andre. Perfekt i alle facetter!
Young People har en mærkbar inspiration fra jazzen, der påvirker især de flydende, nydeligt afvekslende pianosekvenser, men i høj grad også et nedtonet trommespil, der rumsterer diskret i baggrunden af lydbilledet med en vedvarende takt ofte kun frembragt af en tamtam eller pauker. Dertil kommer forsangerinden Katie Eastburns sensuelle, sexede vokal med referencer til 30’ernes divaer, men med en delikat, rusten kant, som giver hende et karakteristisk, altomfavnende, skarpt udtryk. Musikken smyger sig afdæmpet af sted, ofte akkompagneret af en bluesinspireret guitarlyd, der med få strengeanslag og væbnet med besindighed omkranser hendes stemme til perfektion.
Bandet viser undervejs en formidabel evne til at gabe over flere udtryksformer og genrer, der skænker alsidige og vedvarende interessante stemningsbilleder, uden at variationen nogen sinde afliver den røde tråd, der spores gennem hele pladen. Stringent uden at være kedeligt. Varieret uden at være forvirrende.
Eksempelvis bevæger numre som “R&R” og især “Heads Will Roll” sig sløvt omkring en løs og tilbagelænet struktur, hvor blot få elementer for uden Katie Eastburns stemme fremmaner en gennemborende, bedrøvelig sindsstilstand, mens “Forget” og “Slow Moving Storm” med accelereret, toneangivende, simpelt trommespil, men stadig med blot få bestanddele og små armbevægelser, fremprovokerer skæve smil og nyfunden energi.
Desuden er det dejligt at høre en plade, hvor man ikke konstant gøres opmærksom på en gennemgående skabelon for samtlige numre. Alle numre har sin helt egen charme og sit unikke udtryk. De kan derfor sagtens høres hver for sig, men tager sig samtidig glimrende ud i den valgte sammenhæng. Undervejs krydres lydbilledet af orgelsekvenser, samplinger, vindharpe og få velplacerede electronicaelementer, men grundstrukturen kredser som regel om blot to instrumenter – oftest blot den sløve, rungende guitar og vedvarende, bløde trommer, der lader Katie Eastburns betagende stemme træde frem i fuld vigør.
All at Once er et eftertænksomt stilleben, der står alene frem i mængden. Den keder aldrig, men underholder og vækker øget interesse for hver gennemlytning, der frembringer nye favoritter og åbenbarer nye detaljer. Den bedste plade, undertegnede har stiftet bekendtskab med i lang, lang tid. En smuk, nydelig delikatesse. En diskret genistreg!
