Siden Pall Jenkins og Tobias Nathaniels debut i 1998, 1, har The Black Heart Procession været kendetegnede ved at spille dystert og smertende, nærmest gotisk americana.
Der sidder en mørk og sørgmodig stemme i munden på Pall Jenkins, bakket godt op af sav, trompet, violin og guitar- og baslinjer, der med årerne har udviklet sig i flere retninger. Senest på Amore del tropico, der havde visse latino-tendenser, hvilket var en lille kontrast til fortidens udgivlser.
TBHP er blevet mere og mere rockende og udadvendt eksperimenterende, og selv om de spæde, blødende og melankolske toner fra de første tre plader (1, 2 og Three) ikke helt er forsvundet fra deres sange, er bandets udtryk blevet modificeret og trimmet.
På The Spell har bandet forsøgt at gøre det mere enkelt og stramt, og man kunne måske forvente et tilbagetog til de første plader, men i stedet formår TBHP at kombinere for- og nutid på en ganske intimiderende måde.
Væk er salsarytmerne fra Amore del tropico, men bandet betoner stadigvæk guitarfladerne og sætter det hele i et spooky og dystert lydbillede, der på nogle tidspunkter i løbet af dagen kan være nærmest uudholdeligt. Til gengæld kan den senere på døgnet gribe én så kraftigt, at man inden for 24 timer når at have mere end én mening om musikken.
Sådan bør det også være, når en plade handler om det uundgåelige tab, og selv når det dystre har sluppet sit tag i sindet, drager Pall Jenkins’ vokal som en magnet, og man får lyst til at tage derhen én gang til.
“Tangled” indleder pladen med et markant pianotema, der afløses af “The Spell” med et virkelig klædeligt trommespil fra Modest Mouse-percussionisten Joe Plummer (som sammen med Jimmy LaValle og Mat Resovich fra The Album Leaf, udgør et decideret backing-band). Trommernes puls klæder det dystre univers og åbner de stramme og simple linjer i musikken lidt.
Guitarspillet på The Spell skal have roser med på vejen. Der går ikke så meget navlepilleri i mol-akkorderne, og både i titelnummeret, “The Fix” og “GPS” får Tobias Nathaniel guitaren til at bløde på smukkeste vis. Det er nogle af de mest rockende numre fra TBHP til dato, og numrene giver et fint fingerpeg om den udvikling, bandet har været inde i siden Amore del tropico.
Bortset fra den fremragende og hjerteskærende piano og violinballade “The Letter” og den dystre “The Replacement” er tempoet på The Spell nøjagtigt så energisk, at man fornemmer et vist drive, der bringer melodierne op i lyttevenlig højde. Tilføjelsen af backing-bandet skaber en puls, der sætter gang i de relative spartanske arrangementer.
Muligvis er pladen ikke helt så fængslende i sin grædemurs-agtige uudholdelighed, men til gengæld er opfindsomheden i kompositionerne fortryllende.
Således har TBHP når alt kommer til alt bedrevet endnu en udgivelse, der ikke får mange diskokugler til at rotere. Den sprænger til gengæld rammerne for, hvordan man kan sidde og pille i sin melankoli, uden at man bliver deprimeret. Det kvælende og det fortryllende får fint i spænd, og har du et par sommernætter til overs, så benyt pladsbilletten i selskab med The Spell.
