Når man får smidt en skamrost plade som Broken Boy Soldier i hånden, er det svært at lade være med straks at lede efter noget at kritisere. Men det er lettere sagt end gjort. For The Raconteurs formår at fortsætte, hvor White Stripes foreløbig har sluppet. Lige fra første skæring spilles der op til fest.
“Steady As She Goes” er i dén grad en fængende rocksang. Der lægges ud med et stramt og simpelt beat, som suppleres med let genkendelige guitar riffs. Og med Jack Whites velkendte vokal er den enkle, men sublime sang et faktum.
The Raconteurs er blevet kaldt en supergruppe. Det er dristigt, men alligevel en rimelig sikker udtalelse, for The Raconteurs er sammensat af Jack White, solisten Brendan Benson og to medlemmer af The Greenhornes. Med andre ord er alle medlemmer potentielle superstjerner – med undtagelse af ham, der altså allerede er det.
Pladen består praktisk talt kun af fængende rocksange. De, der er anderledes, er henholdsvis to mere stille sange, “Together” og “Call It a Day”, og to sange, der lyder, som om de kunne have indtil flere årtier år på bagen: Den ene er “Yellow Sun”, der er en happy-go-lucky-sang i stil med stribevis af hedengangne 60’er-bands. Den er lys og let som en Faxe Free og lige så tynd på procenter, men smagen fejler ikke noget af den grund. Den anden er “Blue Veins” med en mere syret 70’er-inspireret lyd, som man godt kunne forestille sig Tarantino bruge den på et soundtracket til en af sine film.
Resten af sangene er mere i stil med “Steady As She Goes”: lette rocksange, som alligevel medfører, at man stamper tungt med på rytmen.
Af den grund er det også oplagt at udsende albummet i forsommeren. Det emmer af sol og kolde øl – i øvrigt helst ikke Faxe Free.
Kan man lide White Stripes, er Broken Boy Soldier et ‘must buy’. Lyden er på mange måder er en naturlig opfølgning på White Stripes’ udgivelser. Det betyder selvfølgelig, at man sidder og føler, at det virker underligt bekendt allerede fra første gennemlytning. Men man føler sig ikke snydt. Nok er udtrykket kendt, men pladen er alligevel helt sin egen.
Lykkedes det så at finde noget at kritisere? Både og. Man kan selvfølgelig altid indvende, at lyden ikke er ny, at teksterne ikke direkte rummer svaret på livets store spørgsmål osv. Men faktum er, at denne plade er en af de bedste plader at gå sommeren i møde med. Sangene er enkle, men ikke simple, fængende, men ikke trættende. Kort og godt er her en plade, der er lige så lys og varm som den årstid, vi går i møde.
