Plader

Helios: Eingya

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Lidt fine guitarmelodier, en smule piano og slæbende beats. Så er opskriften på et Helios-nummer næsten komplet. Tilsæt en knivspids godt håndværk, en halv omgang enslydende numre, og den er ved at være der. Nu mangler der blot positiv stemning og forudsigelighed – så har vi Eingya.

Sidste år udgav Keith Kenniff Goldmund-albummet Corduroy Road. Et album, der lagde sig fint i midterstrømmen af de mange minimalistiske piano-plader, som udkom i 2005. Nu er han tilbage under sit første synonym, Helios.

Som Helios har Kenniff tidligere udgivet Unomia, og under Helios-synonymet arbejder han med et lidt andet musikalsk udtryk end som Goldmund. Mens Corduroy Road bestod af minimalistiske og melankolsk søgende kompositioner for piano, er Eingya mere sikker og færdig i udtrykket. Der er flere instrumenter mellem Kenniffs hænder, og han har generelt arbejdet mere med at lave fine, små melodier, som kan fungere i hans ligefremme, langsomme elektroniske univers. Netop melodierne er klart albummets force, for der er masser af små fine guitarspil, pianolinjer og elektroniske småtterier, som går rent ind i hjertet på enhver musikelsker.

“Halving the Compass” fletter enkle piano-linjer med guitar, hvor blandingen smelter sammen, så det er svært overhovedet at forestille sig de to instrumenter uden hinanden. Og samme opskrift blot tilsat en smule synth er “For Years and Years” lavet efter – til stor fornøjelse. Det efterfølgende “Coast Off” er også skåret over denne læst, og det er faktisk ikke meget galt: Sådan kan man blive ved om resten af albummet. Ens, helstøbt, velovervejet, godt håndværk – måske ikke videre originalt, men helt klart behageligt at lytte til.

Det gør Eingya til en ufattelig dejlig plade, som de fleste vil juble over. Men det betyder også, at albummet er meget kedeligt. Alting er blødt, rundt og ufarligt, og hverken lytterne eller Kenniff selv kan på nogen måde blive bange eller forundret over de retninger, numrene tager. Der er enkelte steder, hvor man tror, at der sker noget uforudset, men så vælger – hvis det ellers er et bevidst valg – Kenniff alligevel at fortsætte ufortrødent i samme rille.

Åbningsnummeret “Bless This Morning Year” begynder for eksempel slæbende og melankolsk med vibrerende guitar – men i stedet for at lade stemningen fortsætte, så er det næsten, som om Kenniff laver et melodigrandprix-trick ved at gå over i dur og lade nummeret forløse sig selv. Første gang, man hører det, er det helt ok, men når man har hørt hele albummet, virker den mørke åbning langt bedre end nummerets humørskift.

Eller lyt til “Coast Off”, som begynder udelukkende med en simpelt, overfladisk rytme og få piano-anslag. Det nedbarberede udtryk virker som god kontrast til de foregående numre, men igen vælger Kenniff at smøre flere lag af guitar på og give nummeret et fremdrivende beat. Også dette nummer kunne fungere fint alene, men fordi alle numrene minder om hinanden, er det de anderledes momenter, man søger efter i lydbilledet.

Den allestedsnærværende, positive glæde på albummet bliver irriterende, og fordi Kenniff bruger samme grundopskrift til sine numre, er der ikke nogen variation på albummet. Det gør Eingya til en halvflad oplevelse, som den ufattelige rarhedsfaktor ikke kan ændre på.

★★★☆☆☆

Leave a Reply