Med røde plastikdjævlehorn sat ned i det røde, krøllede hår trådte Sami Kaiser ind på scenen i matchende rød bikinitop og en velplaceret smøg gemt i det drilske smil. Alt ved hende signalerede, at hun var ude på løjer. Kaiser er forsanger i New Jersey-hardcorekvintetten Gel, der fik æren af at råbe ad Glorias publikum torsdag aften. Bandet har rod i den tidligere powerviolencegruppe Sick Shit, men under Gel-aliasset er det mere hardcorens 80’er-rødder, der danner inspirationsgrundlaget. To – allerhøjest tre – guitarriffs per sang og så ellers bare derudaf i gennemsnitligt to minutter ad gangen. En pisselækker opskrift, som dog opnår bedst mulige resultater i intense, korte eksplosioner.
Lyden på Gloria var i høj grad i trommesættets og bassens favør, hvilket desværre gjorde, at både guitarriffs og Kaisers tobaksrå vokal lå gemt noget for dybt i mixet. Særligt fordi guitaristerne Anthony Webster og Madison Nave egentlig har massevis af svedige riffs, når man lytter til deres 16 minutter lange debutplade, Only Constant, fra 2023. Heldigvis for Gel har de også en afsindigt dygtig og opfindsom hardcoretrommeslager i Alex Salter, der ikke var bleg for at smide breaks, fills og sexede 32-dels-slag på hi-hatten når- og hvorsomhelst. Manden spillede, som gjaldt det livet, og hans blæksprutteagtige tilgang til punktrommer var i den grad med til at råde bod på den manglende guitartilstedeværelse.
Nok om lyden; en god hardcorekoncert handler i højere grad om energi og vildskab, og det besidder Gel i tilfold. Vi skulle kun fem minutter (og dermed tre sange) ind i sættet, før moshpitten var i fuld gang med deltagelse af både unge Roskilde-debutanter og ældre skikkelser, der muligvis har set Dead Kennedys i deres velmagtsdage. Det er jo nærmest en kvalitetsmarkør i sig selv, at et punkband hurtigst muligt og bogstaveligt talt sætter skub i tingene, og bevægelsen oppe foran scenen spredte sig kun som ringe i vandet, som koncerten skred frem.
Kaiser, der, bevares, havde masser af attitude fra start, havde virket en smule lukket om sig selv og blot vandret lidt hvileløst rundt i de første par sange. Men publikums glædesrus smittede af på bandet, og Kaisers mimik og gestik henvendte sig mere og mere til den dyriske menneskemængde. »This is a fast one. If you wanna circle pit, do it now. This is the time,« fik hun djævelsk sagt. Hun elskede ravagen, som hendes opfordring medførte, og bandets resterende fire medlemmer sprang ivrigt rundt og byttede plads bag hende. Webster bidrog også med mere metallisk klingende backing-skrig, mens han hektisk plukkede powerakkorder. Roskilde Festivals sikkerhedspersonale fik dog (forsvarligt nok) for meget, da ikke én, ikke to, men tre personer uafhængigt af hinanden stormede scenen og uhæmmet stagedivede ud i mørket med ild i øjnene.
Lidt over en halv time inde blev pauserne mellem sangene dog også længere. Salter, der stod for bandets mest energiske og teknisk uovertrufne præstation, var begyndt at dryppe af sved. Ikke at man kunne høre det på hans trommwspil, men han forsøgte at signalere til kollegerne, at han var ved at være træt. Kaiser og de andre havde dog andre diabolske planer, og selvom der af og til skulle pustes ud (og ryges cigaretter) i ét – måske halvandet – minut mellem hver sang, fortsatte de ufortrødent deres punkrockede angreb på publikums trommehinder og Salters hævede arme.
Der var blevet skruet op for guitarerne og leadvokalen, men det var stadig ikke helt tilstrækkeligt til, at man kunne skelne specifikke melodistykker eller refræn fra resten af lydbilledet. Gel er heller ikke den type hardcoreband, der har deciderede ørehængere, men på studieindspilningerne er det lidt nemmere at skille A fra B. I sig selv er det ikke et problem, at hardcoresange flyder lidt sammen, når et band spiller så dejligt vrissent og hurtigt som Gel, men når koncerten kommer op og varer nærved en time, så er det lidt en anden sag.
Bandet ville have passet rigtig fint ind i gårsdagens koncept med korte, gulvkoncerter på Avalon, for 60 minutters simpel, ikke-noget-pis-hardcore er faktisk lidt for meget af det gode, selv når bandet er svedigt. Koncerten havde også udraderet en god halv portion af publikum, men de fremmødte i det stadig halvfulde Gloria fortsatte bravt moshpit-gamet igennem de sidste tre numre, der meget tiltrængt bød på lidt langsommere og tungere musik. Salter så da også ud, som om han kunne kollapse over sit trommesæt, da han og bassisten slog de sidste onde toner an. Jeg nød Gels soniske afstraffelse lige så meget som de fleste fremmødte punknydere, men næste gang behøver koncerten ikke være fire gange så lang tid som albummet.
Alle fotos: Daniel Nielsen
