Indkøbschef, byggemarkedskæde:
Nå, hvad ringer du så for at sælge mig i dag?
Driftig sælger:
Sidst vi mødtes, snakkede vi om boligindretning. Og sidst jeg var nede i mit lokale byggemarked, kom jeg i tanke om, hvad I mangler i sortimentet.
Indkøbschef:
Javel, ja. Fortæl…
Driftig sælger:
Lydtapeter. Det er det nye store. Når folk har proppet deres polerede designerhjem med Rosendahl-skåle og glasborde og Tal R-reproduktioner og simpelthen ikke kan finde flere materielle ting at investere i, bliver lydtapeter et hit. Hvis du f.eks. ikke kan holde ud, at dine gæster bliver alvorlige og vil tale om seriøse ting, får du et electropop-tapet. Eller hvis single-kvinder godt kan lide at mødes med andre single-kvinder og skælde ud over mænd, kan de få tapetseret lejligheden med vred damerock.
Indkøbschef:
Altså ligesom når man køber en cd og hører den derhjemme?!
Driftig sælger:
Nej, det her er mere subtilt end som så. Når du står med en cd i hånden, tænker du jo over, at du nu skal til at høre musik. Med lydtapetet er det meget mere ubevidst. Musikken dukker op, uden at du bemærker den, og den forsvinder lige så ubemærket. Det her koncept er virkelig stort i udlandet. Nogle af jeres konkurrenter har vist stor interesse.
Indkøbschef:
Hmm, okay. Jeg vil helst ikke kaste mig ud i det med begge ben. Har du ikke noget, vi kan prøve os frem med?
Driftig sælger:
Jo, det kan du tro. Jeg vil faktisk tilbyde jer, at I kan teste produktet med en designserie fra en af mestrene inden for lydtapet-branchen, designerduoen ISAN. De har netop tegnet en ny serie kaldet Plans Drawn in Pencil. Tidligere har de fra tid til anden været tæt på at forlade lydtapet-kategorien, fordi deres design var lige dynamisk og bevægeligt nok – men denne gang er der kun få krumspring.
De arbejder hovedsageligt med synthesizere, hvorpå de spiller naivistiske plink-plonk-melodier, og raslende, skrattende rytmeprogrammeringer, som er gemt godt væk. Det hele er sødt og kønt, men prøver snart sagt aldrig at stjæle opmærksomheden.
Nogle lydtapet-designere har svært ved at lade være med at række ud efter lytteren for at ville drage hende tættere på. Det sker blot nogle enkelte gange i Plans Drawn in Pencil-serien. “Roadrunner”-tapetet skaber spænding ved bl.a. at bygge på en lille stump støj, som for hver gentagelse vokser sig større og større – og lige pludselig giver den plads til et ekstra, ligefremt beat, der nærmest fungerer som en forløsning. Hvis man altså er kommet til at nærlytte.
“Five to Four, Ten to Eleven”-mønsteret er også lige ved at gribe ud efter nysgerrige ører ved at bygge på et køligt synthtema, der ganske elegant sættes gradvist længere og længere ned i tempo.
Men derudover er det en mesterlig præstation fra nogle af branchens virtuoser – det er ikke for sjov, at deres tapeter er begyndt at vinde indpas på tandlægeklinikker verden over. De små, stilfærdige melodier løber mellem hinanden som regndråber på en rude, uden at de kommer nogen vegne. Som fagmand kan jeg ikke undgå at være imponeret over, at ISAN lader til – ligesom nogle regnskyer – at kunne blive ved og ved og ved med at kunne frembringe noget så blidt og ufarligt.
Indkøbschef:
Okay, hvor hurtigt kan du skaffe tre paller til hver af vores butikker?
