Da de skotske postrockere Mogwai for nogle måneder siden indviede Undertoner i ønsket om at se Hugh Grant snigmyrdet, fortalte bandet også, at de vældig gerne ville lave filmmusik. Det mål er vist ved at være opfyldt.
Lige nu er der hele tre filmsoundtracks på vej med Mogwais fingeraftryk på. Først og fremmest har de lavet musik til en portrætfilm om fodboldgeniet og skallesmækkeren Zidane – et projekt, der ikke undrer, i og med at fire af de fem medlemmer er store fodboldfans.
Mere besynderligt virker det, at Mogwai har to numre fra Mr. Beast med på soundtracket til den nye spillefilmsudgave af 80’er-klassikeren Miami Vice. Mens det ikke har ført til det helt store arbejde for skotterne bare at aflevere et par numre, kommer de til at yde en lidt større indsats i et andet projekt.
Darren Aranofsky, der bl.a. instruerede det mismodige narko-drama Requiem for a Dream, har nemlig hyret skotterne til at lave musik til sin nye film The Fountain.
Måske får vi noget af den musik at høre i Pumpehuset d. 16. september, når Mogwai, som vi tidligere har rapporteret, spiller dér.