På én gang rystet og sensuelt henslængt krammer Yuki Chikudate en favnfuld syrengrene. Måske er de ved at springe ud, måske er de ved at gå ud. Hendes let mutte ansigtsudtryk antyder det sidste. Hun ligner en romantisk drømmer, hvis lyserøde skyer er blevet plaffet ned. Men selv om det gør hende trist, skal vi skal ikke trækkes med langstrakt gråd. Tværtimod vil Yuki Chikudate og resten af newyorker-bandet Asobi Seksu rense ud i krop og sjæl i en fart – og så ellers komme videre.
Der er ikke så meget tvivl om, hvad teksterne handler om: den store kærlighed, der vistnok er ved at visne. Der er ikke de vilde guldkorn at komme efter i teksterne, som hverken er gode eller dårlige, men mest af alt lidt ligegyldige. Heldigvis leverer Chikudate dem ikke med ligegyldighed. Hendes udtryk balancerer legende mellem uskyldighed og kælen, men døderfaren kynisme. Den blanding rammer allermest plet i “Nefi + Girly”, hvor teksten lægger op til tvetydigheder: »Disconnect the feeling factory / Put your tongue up to my battery / Things are so much smoother when we lie« – og så kan man ellers lure lidt på, hvilken betydning af ‘lie’ der er den rette hér.
Yuki Chikudates luftige og meget lyse stemme er afgørende for Asobi Seksus succes eller fiasko. På det selvbetitlede debutalbum var den mestendels til besvær, bl.a. fordi hun kort og godt sang falsk i flere sange. Det undgår hun på Citrus, og med undtagelse af et par tilfælde (mere præcist “Strings” og singlen “New Years”), hvor hun lidt for længe hopper rundt mellem skingert høje toner, er Chikudates præstation klart bedre end på debuten.
Dette skyldes også, at 2006-udgaven af Asobi Seksu udfordrer Chikudates luftighed bedre ved at spille med et kolossalt drive (kontrasten er ikke helt ulig Lush i deres mest støjende hjørne). Der er fart på støjpopsangene, som spilles med en virkelig solid bund. De melodiske basgange driver numrene frem, og Bryan Greenes hamrende trommer har noget nærmest triumferende over sig. Den næsten konstante, men alligevel afvekslende guitarstøj har sine steder (især i “Pink Cloud Tracing Paper”) samme blødgjorte, bøjelige lyd som hos idolerne My Bloody Valentine, men den ukuelige fremdrift i Asobi Seksus sange gør dem til mere end efterligninger.
Der er ingen tvivl om, at Asobi Seksu stadig mangler et soleklart singlehit og nogle lidt hurtigere fængende melodier, hvis de skal op fra undergrunden – men har du ikke noget imod numre, der sniger sig lidt langsommere ind i øregangen, er den her plade måske noget for dig. Sange som “Thursday” og “Nefi + Girly” klæber sig nemlig efter lidt tøven fast og danner basis for at nynne lidt med undervejs.
Men den store nydelse ved at lytte til Citrus er, at Asobi Seksu på én gang tager popkonventionerne til sig og udfordrer dem. I “Red Sea” lader de et energisk, diskant støjende popnummer ende i et tre minutter langt, nærmest svimlende kaos, der ikke er en støjmur, men snarere et støjmonument – hvorefter de serverer et kort, Mew-klingende nummer, der på ingen måde har en massiv finale.
Endnu stærkere er “Exotic Animal Paradise”, en resigneret og afdæmpet sang uden skyggen af støj, men til gengæld med strygere. Det virker nærmest som en vuggevise sammenlignet med de øvrige numre – og så med ét får nummeret efter et par minutter en aldeles storslået afslutning med buldrende trommer og brusende guitarstøj. Denne gang varer klimakset kun et minuts tid, og Asobi Seksu undgår altså at gentage tricket fra “Red Sea”. Et tegn på, at newyorkerne har lært at disponere korrekt.
… eller det kunne det have været. For mens “Exotic Animal Paradise” havde været et brag af et slutnummer, har Asobi Seksu valgt at slutte med pladens mest fjantede og, for at sige det lige ud, irriterende happy-go-lucky-nummer. Det er muligt, at bagatellen skal fortælle, at Chikudate nu har fået renset ud og er klar til at være fjollet-glad igen. Men sangen virker kun som en børnesygdom af den slags, som urutinerede forfattere bumler ind i fra tid til anden: at glemme at overlade nok til læseren – i dette tilfælde lytteren.
Men hvis man ellers kan leve med at skulle stoppe pladen inden det sidste nummer, er Citrus en udmærket investering. I forhold til debutpladen leverer Asobi Seksu nemlig både mere vedholdende støj og bedre popmelodier. Tilmed er det forfriskende at høre lettere nedslåede kærlighedssange blive formidlet så optimistisk og tempofyldt – og så skidt med, at det ærligt talt ser ret skørt ud at ligge og kramme et bundt grene…
[audio:http://www.friendlyfirerecordings.com/Bands/Asobi/04%20Thursday.mp3]
