Vi har vel alle klare holdninger til, hvad der er fabelagtige festplader. Men hvad med det øjeblik, hvor festen skal rundes af? Hvad skal der til, når den sidste øl skal tømmes? Tre Undertoner-skribenter kigger ud gennem rusens tåge og giver et bud. (23.08.06)Kan du huske det øjeblik, hvor festen peakede fuldstændigt? Oftest husker du måske nærmere soundtracket til det øjeblik? Måske bragede Iggy & the Stooges’ Raw Power ud af højttalerne. Måske var dansegulvet pakket, mens svedig 60’er-soul eller naiv 80’er-synthpop satte vrid i kroppen. Måske var musikken en helt anden.
Vi har alle vores holdning til, hvad der er fabelagtige festplader. Men hvad med det øjeblik, hvor festen skal rundes af? Hvor den sidste øl skal tømmes, de sidste ord skal fremstammes, og den sidste smøg skal ryges? Måske er du selv vært og vil meget gerne gelejde de sidste fuldebøtter ud. Hvilken musik skal der til?
Tre Undertoner-skribenter giver hver deres bud på tre velvirkende plader til at afslutte en fest.
Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.
 |
Jeppe Kristensen
 |
V/A: Lost in Translation – Original Soundtrack (2003)
Pladen, der magter det hele. Psykosen, festen, melankolien og ikke mindst lyden af coolness, der følger én helt ud i taxaen og hjem til den sidste smøg. Det relativt elektroniske sammensurium passer både til før, under og efter festen – og er så sandelig et gedigent punktum sidst på natten, hvor især Kevin Shields’ kompositioner trænger gennem selv de mest alkoholiserede øregange. Et virkelig stemningsfyldt soundtrack, der sagtens kan stå alene uden de levende billeder.
 |
U2: Zooropa (1993)
Skal man for alvor tørre sine pinligheder af på nogen, kan man sagtens dyrke lidt fællessang i selskab med U2’s lidt oversete Zooropa. “Lemon” og “Stay (Faraway, So Close)” kan fint gå på karaoke-anlægget, og så får man lige Johnny Cashs gæstevokal i “The Wanderer” at gå hjem på. Zooropa den lige præcis har den kant, der skal til, når man trænger til noget, der kan danse kinddans med den sidste bajer.
 |
Tom Waits: Closing Time (1973)
En fremragende plade, der kan lukke og slukke som ingen andre. Tom Waits har det hele, og man føler sig i godt selskab. Et must til de aftener, hvor man ikke har mere i benene, men stadig har en time eller to tilbage i hovedet, og halsen siger god for en sjus mere. Som en lille bonus bærer pladen sangen til de forelskede eller dem, der tror, de skal være det. “I Hope That I Don’t Fall in Love with You” er giftig på et dansegulv – en lidenskabsmagnet, der får hormonerne i sving.
| |
Anders Hjortkær Christensen
 |
Can: Ege Bamyasi (1972)
Krautrock er vejen frem. Ifølge multikunstneren Julian Cope indeholder Ege Bamyasi den tvivlsomme kvalitet, at den kan affolke værelser. Can behøver dog ikke at fungere som skræmmemiddel. De byder tværtimod på de helt rette kvaliteter til nattens sene timer. Ege Bamyasi indeholder repetitive grooves med jazzede og funky elementer, der på tilbagelænet måde maner alle til ro. Skal festen brydes stille og roligt op, er dette vejen at gå.
 |
Lou Reed: Metal Machine Music (1975)
“Anyone who gets to side 4 is dumber than I am,” har Lou Reed udtalt omkring sit utilnærmelige støjværk MMM, som består af guitar-feedback afspillet i forskellige tempi. Pladen er blevet sammenlignet med et tandlægebesøg og kaldt en forløber for noise-genren. Under alle omstændigheder er MMM det rette middel til sadistisk uddrivelse af gæster, hvis det skal gå stærkt. Skulle det mislykkes, kan du om ikke andet skælde dem ud for mangel på musiksmag.
 |
Nick Drake: Pink Moon (1972)
Jeg har oplevet at være til en fest, hvor Pink Moon blev sat på. Og sjældent har jeg oplevet et himmelhøjt humør styrtdykke så hastigt. Pink Moon er en fantastisk plade, men der er bare stunder, hvor den ikke skal høres. Hvem ved sine fulde fem finder på sådan en ugerning? Man kan være uheldig at være i lokale med en trist sjæl, som har behov for at høre trist musik. Kuren? Jamen, på med AC/DC’s “Touch Too Much”, så kan sårene slikkes, og vi er kørende igen!
| |
Theis Ørntoft
 |
Kim Larsen: Forklædt som voksen (1986)
Kim Larsen er ikke vor tids store melankoliker, men dele af Forklædt som voksen passer lige ind i døgnets mindste timer. Blandt højdepunkterne er titelnummeret og det lille intermezzo “Sammen og hver for sig”, som med ordene “klokken er slagen fem / nu går de sidste hjem / sammen og hver for sig / jeg ville ønske, De skulle med mig” kickstarter “Fru Sauterne”, der får dig til at rejse dig og med et enkelt blik byde hende, du har kigget på hele natten, op til dans. Hende i den blå kjole.
 |
Bob Dylan: Blood on the Tracks (1975)
Jeg kan af gode grunde ikke huske, hvor ofte jeg har stået på et skrivebord og råbt linjerne “But all the while I was alone / the past was close behind / I’ve seen a lot of women / but she never escaped my mind” til tonerne af åbneren “Tangled Up in Blue” fra denne Dylan-klassiker. Pladen er god til at irritere folk, der, selv om festen er ved at slutte, nu igen har sat The Cure på anlægget, men den er også et fint incitament til at synke dybt ned i en lænestol og ryge cigaretter, indtil lungerne ikke vil mere.
 |
My Bloody Valentine: Ecstacy and Wine (1989)
Når denne plade sættes på, er der ikke rigtigt noget valg. Man stiller sig på gulvet med skoene vendt ind imod hinanden og stirrer på dem, indtil pladen er færdig. På det tidspunkt er man enten væltet, eller også er man blæst så langt væk af støjkaskaderne, at man ikke rigtig kan komme tilbage igen. På vejen har man til gengæld hørt en af støjrockernes fineste popsange “Never Say Goodbye”. Når behovet for at resignere til nattens dekadence kommer snigende, er denne EP den rette.
