Kvartetten Turpin spiller gammeldags 1-2-3-4-rock med trommer, bas og to guitarer. Det er der for så vidt ikke noget galt i. Man kan naturligvis med rette indvende, at det ikke er særligt innovativt at koge suppe på gamle rock-ben. Det, der får Turpin til at skille sig ud, er de danske tekster. De har unægteligt et særpræg. De går i det store og hele sådan her: “Jeg er sur over dette eller hint, og hvis du ikke er enig, så fuck dig.” Og det bliver hurtigt belastende at lytte til.
I titelnummeret synger forsanger ‘Jensen’: »Hvem har sagt, at rock – det handler om at tude?« Jeg har ikke svaret, men det virker paradoksalt, at et band, der selv hævder, de gør op med klynkerocken, selv klynker over alle andre. Det er denne attitude, der ret hurtigt går én på nerverne. Hvis de er så utilfredse med klynkerock, må de vel selv komme med et alternativ.
»Jeg er pisseligeglad med, hvad du mener om mig / Hvis du har et problem, så kig den anden vej.« Sådan starter pladen. På den måde tager Turpin afstand fra dem, der ikke kan lide musikken. »Men hva’ ka’ jeg bruge det til / Jeg vil jo ik’ det, du vil,« proklamerer ‘Jensen’. Man kan undre sig over, at de overhovedet lader sig anmelde, når de er så ligeglade med, hvad der bliver skrevet, sagt og ment.
Musikken lyder for så vidt fint nok, om end den er uopfindsom. Producer Anders Wittorff har gjort et godt stykke arbejde med En ny start. Instrumenterne bliver også betjent kompetent. Havde teksterne ikke været så selvhøjtidelige, kunne man have arkiveret pladen blandt hurtigt glemte rockudgivelser, men teksterne umuliggør det. Man kan ikke undgå at tage stilling til teksterne. Ikke sådan at forstå, at man forholder sig til teksterne, som man tager stilling til Hobbes’ menneskesyn i “Leviathan”. Nej, det minder snarere om den måde, man tager stilling til landeplagen “Boten Anna”. Er det nok, at der er en rytme, man kan rocke med på, eller er det bare for irriterende til, at man kan holde det ud?
Det, jeg kalder brok, kalder Turpin “at sige sin mening uden at pakke den ind i kryptisk lyrik”. Det at sige sin mening er jo ikke noget nyt. Det er der masser, der gør, og det er ofte ganske interessant. Man kunne passende nævne et andet dansksproget upcoming band, Syndikatet. Musikalsk minder de om Turpin, men Syndikatet vil mere med deres ofte samfundskritiske kommentarer. Man savner i den grad, at Turpin har et mål med musikken – altså andet end at “sige sin mening uden at pakke den ind i kryptisk lyrik”.
Normalt ville det trække op i den samlede bedømmelse, at en plade har noget, der skiller sig ud. Men her trækker det ned, fordi man sidder og lytter til godt et kvarters brok. Det er simpelthen umuligt at få øje på nogen som helst kunstneriske ambitioner på En ny start. At lytte til fem sange i træk fra folk, der brokker sig over folk, der brokker sig, er simpelthen spild af tid.
