Rocky Votolato: Makers

Det har naturligvis været fristende at udtænke diverse tøsede boksemetaforer, når man nu skal anmelde en følsom sangskriver, der hedder Rocky, men der er egentlig ikke så meget at grine af. Ikke fordi Rocky Votolato har lavet et gravalvorligt mesterværk, men mere fordi man i løbet af albummets 12 numre når fra enorm begejstring til gennemsigtig kedsomhed og nærmest pinefulde stiløvelser.

Makers er amerikanerens tredje solobedrift, og når han ikke leger alene, står han i front i post-grungegruppen Waxwing. Men præcis som tilfældet er det med Kristofer Åström og Robin Proper-Shepard, kendetegnes Votolatos soloprojekt af en langt mere følsom og afdæmpet stil, i dette tilfælde i formen af en alt. country-troubadour, der fortæller om druk, længslen efter gamle kærester og toge; altså business as usual.

Votolato lægger ellers virkelig godt ud. »I’m going down to sleep on bottom of the ocean / ’cause I couldn’t let go when the water hit the setting sun,« synger Votolato i den fremragende åbner, “White Daisy Passing”, og selv om teksten peger nedad, er der tale om et stort højdepunkt. Med sin blide vokalharmoni og taktfaste guitar skylder numret lidt lærepenge til Simon & Garfunkel, uden at folk-duoen dog plagieres.

Den lovende start bremses desværre af “Portland Is Leaving”, der fortsætter landevejsridtet, men i en mere halt udgave. Ved de første par gennemlytninger bliver man ellers forført til at tro, at de musikalske glæder fortsætter, men hurtigt viser det sig, at melodien slet ikke er slidstærk nok. Den ender nærmest med at blive helt tandløs, hvilket giver ekstra meget plads til den særdeles uelegante leg med lyrikken: »This is the kind of comedy where no one’s laughing, ’cause it’s hard to / I’m a punch line who’s punch-drunk with my fist in a broken mirror.« Billedsproget er tungt som vittigheder om holocaust og sætter desværre begejstringen noget i bero.

“Uppers Aren’t Necessary” genopliver den Simon & Garfunkel-fascination, som albummet indledes med, og selv om Votolato denne gang lyder mistænkeligt meget som forbilledet, redder han sig alligevel hjem via en af sine mere passionerede vokalpræstationer.

Desværre er der bare en overvægt af sange, der viser Votolato som noget af en segment-lefler. Det lyder som skabelonskåret alt. country, som folk plejer at kunne lide det. “Tennessee Train Tracks” ender endda nærmest parodisk, hvilket titlen også i høj grad peger imod. Men der er dog ingen tegn på, at Votolato vil lege med eller udpensle genrefloskler, og det bliver et problem, for der arbejdes så milimeterpræcist med klichéerne og de faste ingredienser, at Makers står tilbage som et ganske veludført eksperiment, hvor sangskriveren leger videnskabsmanden, der kortlægger genrens arvemasse og herefter spiller hver eneste dna-streng, som den allerede er blevet spillet tusind gange tidligere – uden at retfærdiggøre, hvorfor vi skal høre det endnu en gang. Man kan ikke høre støvet i munden på Votolato, og man tror ikke rigtigt på det, han fortæller, for det er ikke hans historier; det er forbilledernes.

Albummets bedste kort spilles ud allerede i første nummer, men det er egentlig ikke, fordi Votolatos sangmateriale falder igennem. Melodierne er generelt habile, og vokalen lyder som en små-poleret Jay Farrar, hvilket bestemt heller ikke er dårligt. Problemet er bare, at udførslen ikke efterlader andet end en genres fodformede aftryk.