Plader

Geoff Reacher: Avec Reacher c’est plus sûr

Amerikanske Geoff Reacher forsøger at friske sin country op ved at supplere med electro-influeret rytmebund. Ikke lige en genresammensmeltning man hører så ofte – og det er der en grund til, kan man høre på Reachers nye plade.

Mange kunstnere finder inspiration i stilarter, der ligger langt fra deres respektive udgangspunkt. Rock blandes med rap, pop med klassisk og blues med techno. Der er ingen regler, og alt kan prøves af den nysgerrige udøver. I forsøget opstår måske en ny hybrid, der danner skole og hurtigt får en egen scene. Andre gange bliver resultatet knap så vellykket, de enkelte dele viser sig at være immune for effektiv sammensmeltning, og musikken fremstår sært fragmenteret.

Geoff Reacher forsøger sig udi kunsten at blande stilarter, og i dette tilfælde forsøges to umiddelbart verdensfjerne genrer kombineret: akustisk country og electro. Håndspillede guitarer kombineres med elektroniske rytmer. Country har dog ry for at være en konservativ genre, hvor der lægges vægt på tradition frem for fornyelse, og hvor innovativ nytænkning ikke altid efterspørges. På den baggrund har Geoff Reacher igangsat et modigt forsøg.

Avec Reacher c’est plus sûr indeholder 10 numre med baggrund i akustiske country- og bluesinspirerede strukturer. Som barn af staten Texas, hvor countrymusikken spiller en stor rolle, voksede Geoff Reacher op omgivet af country, hvilket ikke gik hen over hovedet på den unge mand. Han valgte at udvide sin musikalske horisont ved at flytte til New York, hvor han bl.a. studerede akustisk fingerspilsteknik hos Dave Van Ronk, en af Bob Dylans gamle samarbejdspartnere. Lektionerne gav pote, og netop det akustiske guitarspil er rygraden på albummet, men står ikke alene. Underneden kører elektroniske rytmer i forskellig grad, der kædes sammen med de traditionelle guitar- og banjoprægede sange. En blanding af nyt og gammelt.

Sammensmeltningen er dog ikke forløbet heldigt. Sangene virker som sammenflikkede eksperimenter uden forløsning. Teksterne omhandler de vante countryemner som uheldssvanger druk og tab af elskede kvinder, men kombinationen med den electro-inficerede rytmebund fungerer ikke. Pladens lofi-stil virker som et frisk pust sammenlignet med populær country, hvor kraftig produktion og studiebearbejdning kan gøre sangene sterile, men det er bestemt ikke nok til at gøre pladen til en interessant lytteoplevelse. Reacher scorer point for sin lyst til at forsøge det nye og anderledes, men desværre har sangene ikke kvalitet i opbygning og struktur, hvilket gør, at det er svært at holde interessen fanget. F.eks. mangler mange af albummets numre en interessant overgang mellem vers og omkvæd.

Bedste nummer på pladen er “Lonesome Engineer”, hvor electro-bunden ikke får lov at dominere lydbilledet, og vi i stedet kan nyde vokal og guitarspil. Alt for mange andre sange bliver mudrede, og en mere enkel lyd ville være at foretrække.
“Hard to Believe” starter også med positive takter, og holdes relativt enkel undervejs. Derudover er der desværre ikke meget at fremhæve, da ikke mange elementer står tilbage efter endt gennemlytning. Der går for meget tomgang i sangene, og pladen bliver en blandet landhandel, der ikke kan friste en kunde som mig.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply