Danmarks helt egen elektroniske musikpioner Anders Trentemøller lader på sin sjette studieudgivelse, Memoria, til at skabe en fortsættelse og genovervejelse af 2019-forgængeren Observe, hvor der i denne her omgang er blevet plads til flere individuelle elementer og et øget fokus på både de atmosfæriske og melodiske aspekter, hvilket som udgangspunkt gør pladen mere levende.
Memoria føles derfor som en stilrig blanding af det organiske og det elektroniske, som munder ud i en moderne og poppet form for elektronisk shoegaze – som hvis M83 havde brugt de seneste par år i isolation med hele Slowdive-diskografien. Lyden dykker ned i et atmosfærisk lydspektrum, hvor der hele tiden balanceres mellem rumklang på guitaren, vokalerne, og de flydende melodier fra Trentemøllers synthtesizer-univers.
Til at hjælpe på vokalsiden har Trentemøller derfor igen allieret sig med Lisbet Fritze, der er med på fem numre – heraf de to første, “Veil of White” og “No More Kissing in the Rain”. Lyden af Fritze på netop ”No More Kissing in the Rain” giver eksempelvis en snært af nostalgi og skaber samtidig effekten af, at man springer tilbage til en technicolor-musikvideo i 80’erne. Og på den måde er Fritze fra start med til at skabe rammerne på Memoria, og det føles i det hele taget, som om at der er mere plads til hendes vokal i denne omgang sammenlignet med Observe.
Hele den førnævnte balance mellem det elektroniske og det organiske fungerer dog ikke hele vejen igennem. Indledningsvist føles lydkonceptet veludtænkt, men der er en underlig skillevæg midtvejs pladen, hvor ”Dead Or Alive” bryder lydbilledet, og det instrumentale aspekt udvikler sig mod et mere råt og rocket udtryk med eksempelvis en synthlinje, som minder lidt om Depeche Mode i deres mere “punkede” øjeblikke. I sig selv er musikken spændende og ville med garanti fungere godt i liveformat, men sammenholdt med resten af albummet føles især ”Dead Or Alive” en anelse malplaceret i forhold til de tidligere numre – specielt i umiddelbart forlængelse af ”When The Sun Explodes”, der har et helt andet, storladent udtryk.
Samtidig støder Memoria hen ad vejen på nogle bump, hvor musikken ikke skiller så meget ud, men i stedet går hen og bliver en anelse ensformigt. Der er med andre ord en tendens, hvor elementer ender med at bevæge sig rundt i de samme mønstre, de kom fra, hvilket forekommer på flere tidspunkter i løbet af albummet. Eksempelvis bygges elementerne på ”Swaying Pine Trees” meget langsomt og repetitivt op, inden de kulminerer blot for at svinde hen igen – selvom nummerets synthlinje faktisk udvikler sig til at blive et af de mere tiltalende elektroniske momenter på pladen.
Det er dog svært ikke at lade sig rive med af den generelle stemning på albummet. På flere momenter midtvejs kan man godt falde lidt hen og have svært ved at differentiere mellem de forskellige lydspor, men i det større billede, formår Memoria at være endnu et bevis på, at Trentemøllers musik generelt holder et højt bundniveau. Der er ingen tvivl om, at musikken i sig selv er smuk og velovervejet, men det er svært at sige, om Memoria er en skive, der for mit vedkommende fortsat bliver sat på pladespilleren senere i år.
