Bevares, det kan da være skønt at fordybe sig i sange, der varer 10-12 minutter og skifter retning og stemning adskillige gange. Men hvis man har behov for et skud hurtig energi eller for at få et flygtigt musikalsk kys på kinden, er der ikke brug for langstrakte numre. Tværtimod skal det gå tjept og være effektivt.
Derfor har vi været på jagt efter nogle af de bedste korte numre i vores pladesamlinger, og nedenfor er resultatet: en liste med en flok sange, som helt sikkert er perler. Når dét er så sikkert, skyldes det, at numre, der varer mindre end to minutter, har svært ved at skjule sin svagheder. Som lytter behøver man ikke fordøje så store mængder af information og har dermed lynhurtigt overblik over, om de korte kompositioner er holdbare.
Numre, der kun varer et minuts tid og ikke har de fornødne kvaliteter, kan hurtigt medføre den automatreaktion, at lytteren springer dem over – f.eks. hvis de blot virker som fyld. Den slags er der ikke skyggen af hér.
Anders Mortensen
Black Flag: “Wasted” (Nervous Breakdown, 1978) 0:51
Primitiv, aggressiv og utroligt luftguitar-venlig larm fra kongerne af L.A.-hardcore. Spyttende og råbende lyder Keith Morris som den amerikanske Johnny Rotten, og ungdomsnihilismen træder kraftigt frem i den simple hyldest til at være »wasted, messed up and out of my head.« Som sidste sang på den skelsættende ep Nervous Breakdown var “Wasted” en fantastisk præsentation af både vrede og livsglæde og dermed indbegrebet af Black Flag.
Grizzly Bear: “Alligator” (Horn of Plenty, 2005) 1:23
På deres debut bød Grizzly Bear på en stor bunke intime og gåsehudsfremkaldende lofi-sange, men en af de allersmukkeste og også den korteste var “Alligator”. Med en simpel keyboard-melodi og en rusten, hviskende stemme skabes der en mørk kærlighedssang, hvor nærheden er til at tage og føle på. »You are my alligator,« synger Christopher Bear, mens en foruroligende støj dukker op i lydlandskabet, og et højdepunkt på en fremragende plade er skabt.
Wire: “Sand in My Joints” (Chairs Missing, 1978) 1:50
Hvis man kun kunne sætte betegnelsen flyvsk på ét band i verden, ville det blive Wire, og det er “Sand in My Joints” et godt eksempel på. Midt mellem alle Wires eksperimenter er denne ligefremme punksang tit blevet undervurderet på grund af dens primitivitet. Men man må aldrig glemme, at Wires udgangspunkt var punken, og det gentagne guitarriff og den stigende intensitet i sangen er en slags hyldest til den subkultur, de havde bund i og samtidig stak af fra.
Martin Thimes
Animal Collective: “Sweet Road” (fra Sung Tongs 2004) 1:15
Avey Tare og Panda Bear kan med rette kaldes musikalske legebørn. Den milde latter i starten af denne sag fra Sung Tongs er da netop også dette: et frikvarter fra de ellers langstrakte lydflader på pladen.På mindre end halvandet minut lykkes det at indkapsle de hektiske akustiske anslag med Panda Bears lynende hurtige kantslag og til sammen skabe det nummer, der hurtigst klarlægger, hvad Animal Collectives univers har at byde på.
The United States of America: “Stranded in Time” (fra The United States of America, 1968) 1:49
Joseph Byrds vidt orkestrerede psykedeliske legestue får frit løb: Fuzzguitaragtig elektronik går hånd i hånd med luftige strygere og en historie om en desillusioneret familiefar, der forsøger at leve sig tilbage til glade dage med kærlighed og solskin. Det er især de jazzede, næsten krautrockede trommer i mellemstykket, der gør de 109 sekunder så mindeværdige, men idérigdommen i det kompakte strygerarrangement sørger også for, at man altid vender tilbage til sangen.
James Carr: “That’s What I Want to Know” (fra You Got My Mind Messed Up, 1966) 1:56
Der findes virkelig mange gode soul-sange, der er under to minutter lange. Men en af de absolut bedste er James Carrs “That’s What I Wanna Know”. Den har alt, hvad der kræves af en god soul-sang : en klippefast basrytme, stramt spillede trommer og en blæsersektion, der giver James Carr så meget plads, at hans nærmest skræmmende perfekte midnatsblå vokal kan få lov til at brede sig efter alle kunstens regler. Og så kan man danse til det!
Jan Overgaard Mogensen
Boards of Canada: “The Colour of the Fire” (Music Has the Right to Children, 1998) 1:44
Boards of Canadas udrangerede synthesizere har leveret et utal af små vignetter. Track 3 fra debutpladen er dog et nummer i sin egen ret med en forvrænget barnestemme, der smånynner nummeret igennem. Pigen, der lyder som en fortidig stemme bagerst i éns hjerne, får først halvvejs i nummeret færdiggjort sætningen »I love you«, mens de skrøbelige klange fra synthen smukt fuldender stemningen af, at en hengemt erindring er ved at trænge igennem éns panser af fortrængninger.
DNA: “5:30” (DNA on DNA, 2004) 1:09
Tag bare Arto Lindsays punkgruppe på ordet. De arbejdede med selve musikkens dna: struktur, rytme og tid. 5:30 er lige så enkelt, som det er kort. Et kort basguitar-riff i 3/4 modsvares af buldrende tam’er hos trommerne. Halvvejs skifter nummeret til 4/4, og en udechifrerbar tekst leveres af Lindsays uartikulerede stemme. Måske er det et vers. Før man bliver sikker, er nummeret stoppet med samme effektfulde riff som for et minut siden. Behøver et nummer fylde mere?
Scott Walker: “30 Century Man” (Scott 3) 1:29
Et atypisk Scott Walker-nummer. Scott 3 er fra 1970, og på dette tidspunkt lavede Walker det ene opulente nummer efter det andet. Men hér bæres musikken kun af akustisk guitar og hans fantastiske stemme. Teksten er – som altid med Walker – ikke nem at blive klog på: dværge og kæmper og håndtryk til Charles de Gaulle. Melodien er til gengæld en lille perle – iørefaldende, enkel og smuk, der sikkert en dag kunne dukke op i en af Boards of Canadas glemte skuffer.
