Alt var jo, som det plejede herude i Valbyparken: To store scener (næsten) overfor hinanden. Den stofbelagte naturvinscylinder i midten af pladsen. Områder til at slå benene op trukket helt ud i siderne. Diverse, primært københavnske spisesteder og barer, som for nogle er lige så betydningsfulde som musikken, når træbenet skal svinges til Syd For Solen. Dog var der også blevet plads til et nyt, frodigt område, (mere om det senere), mens den gamle teltscene, som lugtede fælt af stald, var blevet skrottet. Og hvor Northside, Copenhell, Smukfest og Tinderbox synes at handle mere og mere om det, som foregår uden om koncerterne, værner festivalen i Valby stadig om musikprogrammet som det største trækplaster – igen i år med udsolgt af partoutbilletter.
Klokken slog præcis 16.30, da Amyl & The Sniffers til lyden af Benny Benassis “Satisfaction” trådte ind på festivalens hovedscene. Trommeslager Bryce Wilson var iført dansk landsholdstrøje, guitarist Declan Mehrtens i sort, nystrøget skjorte med de til dato hårdest udseende guld-grills i undermunden og Amyl Taylor storsmilende i guldbikini og med sin karakteristiske Dolly Parton-frisure. Både på grund af det tidlige spilletidspunkt og scenevalget var her dog knap så pakket, og under den bragende sol skulle publikum også lige rigtig i gang. I en lind strøm ankom der dog flere og flere; nogle fra den modsatte scene hvor Bette lige havde spillet sin soulede r’n’b, og nogle sikkert direkte fra otte-til-fire-jobbet.
Australierne lagde ud med den boogierockende “Control” fra deres selvbetitlede 2019-debut, og efter at have fortsat lidt i den bøllepunkede stil cruisede de herefter rundt i nyere skæringer – især fra den seneste udgivelse, Cartoon Darkness – som inden for bandets diskografi er mere “eksperimenterende”, og som desværre også lod til at lægge en lille dæmper på stemningen. Siden deres tidlige, hårdtslående og hardcore-inspirerede dage i slut-10’erne har bandet nemlig flirtet med andre genrer og virkemidler som eksempelvis grunge, rap og cheerleader-rock, der ikke altid rammer helt plet. Når de er bedst, er Amyl & The Sniffers til gengæld en fornøjelig hyldest til alle de ting, som de selv hører og dyrker: Der er hårdtslående high-fives til navne som landsmændene AC/DC og Cosmic Psychos samt Nirvana og L7, og det er partyrock med et glimt i øjet, serveret af ballets dronning, Amyl Taylor. En charmekomet af rang med uudtømmelige ressourcer og en dragende karisma, der med største lethed trækker folk til og får dem til at høre efter.
Tilbage i augustsolen var det derfor ikke overraskende pubrock-baskerne fra 2021’s Comfort to Me, der syntes at trække flest kegler hos publikum, hvor “Hertz” og “Guided by Angels” modtog rigelige mængder af både applaus og moshpits. For selvom bandet rent musikalsk ikke er det stærkeste påfund og aldrig har været det, er det heller ikke det vigtigste ved Amyl & The Sniffers. Bandet er mere en slags sindstilstand, hvor essensen ligger i charmen, stemningen og humoren. Det er til pubben og til folket, og på den måde giver det fantastisk god mening at se dem her på den helt store scene, selvom der er et par slåfejl her og dér i deres spil. For hvad Amyl & The Sniffers ikke nødvendigvis altid har i musikaliteten, har de til gengæld i både udtryk og attitude.
Grunge i det grønne
Ligesom det er Amyl Taylor, der hiver stikkene hjem for Amyl & The Sniffers, er det også, Karly Hartzman, der leverer den helt store oplevelse i front for Wednesday. »Av, en lille scene,« var den første tanke, der strejfede mig, da jeg så det nye område omkring De Første Stråler-teltet, som havde udsigt til at blive godt pakket. Og det blev der – på den helt rigtige måde. Med musikbingo og workshops i baggrunden fungerede området lige så meget som stemningszone som sceneområde. Det skabte gentlig en meget fin atmosfære, som nok kunne lokke nogle unge, content-søgende københavnere til at høre noget musik, de ikke nødvendigvis kendte i forvejen. Og inde i teltet var der samtidig mulighed for at komme helt tæt på de optrædende kunstner. Det intime præg var det dejlig afveksling til området med de to større scener, og jeg håber, at Roskilde Festival eventuelt sørger for at tage notits her, for det er sådanne rammer, opvarmningsdagene bør afvikles i sammenlignet med den enorme Lagune-scene.
Teltet var derfor fyldt til kanten med publikum i alle aldre, da Wednesday uden større fanfare vandrede ind på scenen. Aftenens koncert bar mest præg af sidste års – efter min mening – bedste album, den herligt støjende Bleeds. Støjende (og charmerende) var det også, da Hartzman langede det ene grungy americana-nummer efter det andet over scenekanten, hvor “Elderberry Wine”, “Pick Up That Knife” og “Townies” blev akkompagneret af publikumsfællessang til den helt store guldmedalje. Hun besidder et beundringsværdigt nærvær som fundament for både hendes ærlige og sårbare tekster samt publikumsinteraktioner undervejs. Den hvide Stratocaster, hun spiller det meste af koncerten på, fortæller hun, har hun lånt af en bekendt her i byen, efter hendes egen guitar var strandet i en italiensk lufthavn, og intet lod rigtig til at kunne slå hende og restena af det eminent spillende band ud af kurs denne aften. Både det grungede udgangspunkt og de enkelte country-afstikkere sad i hvert fald fuldstændig, hvor de skulle, mens Xandy Chelmis’ lapsteel-riffs tilføjede den nødvendige x-faktor, og det var rent ud sagt imponerende, at bandet beherskede de tunge indslag, lige så godt som de den blødere country. Godt og vel to tredjedele inde i koncerten fik en flok raske drenge med hop og kærlige skub desuden sat gang i moshpitten, hvilket også lod til at løfte band såvel som publikum igennem koncertens fuldstændigt forrygende slutspurt med blandt andet den otte minutter lange “Bull Believer” fra Rat Saw God.
Med så mange markante frontkvinder, (der foruden Taylor og Hartzman blandt andre også tale amerikanske Ravyn Lenae, danske Eee Gee, Ericka Jane og førnævnte Bette) til at skyde festivalen i gang, må kvinderne for alvor siges at være stemplet ind på festivalprogrammerne – på de store scener såvel som de små. Og det er en sund tendens, hvis man skal komme de ærgerlige kønsfordelinger på plakaterne til livs. Senere på på aftenen stod den østjyske popdronning Medina desuden for at lukke og slukke på hovedscenen. Hun er ikke Amyl Taylor, og hun er bestemt ikke Karly Hartzman. Men at dømme på publikum i Valbyparken denne torsdag er hun den af de tre, der på forhånd havde solgt mest merchandise. Vive les femmes!