Plader

Utah: Strength in Numbers

Skrevet af Theis Ørntoft

Efter et veludført benarbejde af ep’er og koncerter er den danske rockkvartet Utah klar med debuten Strength in Numbers. Den vidner om et band, der kan sit sangskrivningsmæssige håndværk, men stadig mangler dén sagnomspundne ubekendte, der adskiller bandet fra deres musikalske referencer.

Utah har efterhånden huseret i de danske rockgemakker i nogle år, og med et par roste ep’er, et aktivt tourliv og en kontrakt med Playground i bagagen føler bandet, at det nu er på tide med et debutalbum. Der har ikke været tale om et reelt ståhej omkring Utah, men har man set dem live, står det ikke desto mindre klart, at her er tale om et kompetent og velspillende rockband, som, i hvert fald set i et rødt/hvidt perspektiv, fortjener opmærksomhed.

Utahs musik rummer ret flertydige musikalske referencer, men alligevel er debuten Strength in Numbers endt som en relativt homogen størrelse, hvilket ikke mindst skyldes frontmand og sangskriver Jesper Boths kraftfulde, følelsesladede vokal, som giver mindelser om Matthew Bellamy, Thom Yorke og andre typiske sangerreferencer – men måske er Boths stemme mest af alt bare lyden af en sanger, der til fulde mestrer sit lyse og vibratodirrende register.

Musikken er patosfyldt, højstemt rock leveret med en let hårdfør kant, hvilket unægteligt sender tankerne mod først og fremmest Muses storslåede rockhimmel. Det er allertydeligst i “Break the Mould”, der med aggressive ottendedels-guitarer og en insisterende melodi redder Utah fra at blive indekseret som rendyrket klynkerock. Andre sekvenser af albummet afsøger nemlig langt mere eftertænksomme områder med den akustiske guitar og Boths vokal som affyringsrampe til det bittersøde rockunivers.

Det er denne spænding mellem den hårdt stemte rock og de mere skrøbelige svæv, der gør Strength in Numbers til en fin debut langt hen ad vejen, hvilket ikke mindst skyldes de mere tilbagelænede kompositioner, hvor bandet lægger distortionpedalen på hylden og glemmer alt om Muse og de andre idolplakater.

Utah kommer tættest på et personligt udtryk i sange som “Strangest Dream” – en smuk akustisk americana-serenade, der giver den gode melodi respektfuld plads – og ikke mindst “Shoot Them All”, der flyder fredfyldt af sted med lapsteel, delayklingende guitarer, mens Both som kontrast synger titlen igen og igen. Smukt og foruroligende på én gang. Og retfærdigvis skal også nævnes “Crash-Burn”, der ligeledes bevæger sig i akustiske omgivelser, indtil den kulminerer i en god gammel rockeksplosion.

Men selv om Utah utvivlsomt har deres skills i orden, sidder man alligevel med følelsen af at have hørt det meste før. Dét er ikke nogen ukendt faktor i mødet med rockmusik, men ørerne længes efter et personligt aftryk. De følelsesladede rockbrag, de veludførte ballader og den vibrerende vokal er alle sammen effektfulde bidrag til helheden, men der tages ikke nogen nye favntag med rockskabelonen, og selv om de gode sange er i overtal, er det, som om noget mangler: noget, der sniger sig ind ad bagdøren; noget, der slår gnister i øregangene; noget, der får lytteren til at tænke på Utah. Der er ikke én pinlig eller irriterende stund på Strength in Numbers, og bandet har da lavet en flot tegning – men de mangler altså at skrive deres navn nederst til højre.

★★★☆☆☆

Leave a Reply