Plader

Austin Lace: Easy to Cook

Poppen er krystalklar på belgiske Austin Laces debutalbum, der uden fast grund under fødderne flyver fra den ene gren til den anden. Grene med grobund i både bossa, rytmeboks og synth indeholdende en masse glade budskaber og luftige arrangementer, der må siges at være en ganske hæderlig begyndelse.

Der er ingen soleklare referencer i Austin Laces tolv popmelodier. Pladen stikker i utallige retninger, med lige dele legesyge og eksperimenteren i et uhøjtideligt og varmt musikalsk univers. Man fornemmer selvfølgelig et eller andet, men det er svært at ramme hele albummet ind i noget allerede genkendeligt.

Fabrice Detrys sangstemme minder meget om Airs vokalarbejde, måske på grund af det sproglige, men kompositionerne i sig selv har knap så meget til fælles med de mere electro-inspirerede franskmænd. Vokalen er i hvert fald mild og blød – og ikke det store at skrive hjem om.

Det er svært at sige, om Austin Lace skaber helt deres eget univers, men de formår at skubbe lidt til allerede kendte kombinationer, og det giver lidt frisk blod til popkonstruktionerne. “Come On, Come On, Come On” er på mange måder et fint bevismateriale. Det ligefremme lidt solskinsagtige beat, der klinger af calypso, vendes pludselig på hovedet, bremses og tones ned. Det er ikke i sig selv revolutionerende, men det kræver mod at bremse en i forvejen iørefaldende sang. Og mod, det mangler belgierne i hvert fald ikke.

Til gengæld mangler de måske en anelse holdbarhed. Det er ikke mange røde tråde i Austin Laces musik, og selv om idérigdom og blandede farver må ses som positive intentioner, savner man lidt mere fast grund under fødderne. “Say Goodbye” er et vældig fint fungerende nummer med pladens mest rockede attituder, hvor bassen er tungere og guitaren fyldigere. Men det sætter éns musikalske navigator på prøve, at nummeret ligger lige efter en luftig og varm sag som “Come On…”

Når man har vænnet sig til, at der er masser af frit fald på pladen, skal belgierne have ros for de gode melodier og friske klang. Der er catchy hooks i den kække “Wax”, der bliver losset godt og grundigt bagi af den helt store synth-park, hvorimod guitaren får meget mere plads i “Bossanova”, der lyder som noget, Josh Rouse kunne have brugt på Subtítulo.

Den kække “Telepheric Love” får smidt en beskidt guitarsolo ind i afslutningen, og “Kill the Bee” benytter finurlig rytmeboks og hoppende programmeringer. Hvis man skal forsøge at give Easy to Cook en form for stilmæssig etiket, kan man pege på, at der hviler en vis latino-skygge over pladen – og den er ganske energisk og smittende.

Det ændrer dog ikke ved, at albummet som helhed ikke når helt op til stjernerne, hvor stilen og intentionerne går lidt op i det at udfordre genren, end det at tilpasse sig noget, man kan forholde sig til over et dusin sange. Det er, som om man hopper op på hesten, men smides af undervejs, og når man har gjort det tilpas mange gange, bliver man en smule træt af det.
Tilpasser man gangarterne, vil bandet uden tvivl nå et skridt længere mod de lysende planeter. Indtil da kan de så nøjes med at blive nede på jorden.

★★★½☆☆

Leave a Reply