Island – isoleret midt i Atlanterhavet – er kendt for sin høje koncentration af kreative mennesker, der nyder godt af et lille kunstnermiljø, hvilket ofte munder ud i den ene spændende udgivelse efter den anden. Björk, Sigur Rös og múm har alle med god grund gjort det lille land kendt for udfordrende, musikalske udgivelser.
Gus Gus udgav i 1998 det spraglede album Polydistortion, der var en genremæssig rodekasse, som sprudlede af idéer og friskt gåpåmod fra det 12 mand store musikerkollektiv. Siden da er 12 blevet til tre, og noget tyder på, at antallet af bandmedlemmer har været direkte proportionelt med antallet af gode idéer. For det seneste udspil fra Gus Gus truer med at fjerne alfe-støvet fra Islands gode ry og give landet et rygte som hjemsted for uddateret og hjernedødt pumpende musik.
“Degeneration” åbner albummet med et helt okay beat med en løs hi-hat. Men lige så snart den elektroniske basgang sætter ind, er nummeret ødelagt. Lydbilledet og hele strukturen er dybt forældet, og det gælder sådan set ikke bare for dette instrumentalnummer, men for hele pladen. De næste næsten 74 minutters dårlig retro-house er således kinesisk vandtortur for ørene, hvor det er tydeligt at høre, at 2 Unlimited må have været det musikalske forbillede.
Også vokalerne på albummet synes bagstræberiske på en virkelig kedelig måde. “You’ll Never Change” har en chokolade-funk-vokal, der hører til et sted mellem filmen Beverly Hills Cop og Dr. Baker. “Hold You” har et omkvæds-kor, der mistænkeligt minder om Thomas Helmigs gennembrudshit “Det er mig der står herude og banker på” fra 1988. Gad vide, om det nummer også slog igennem på Island…
Senere, i titelnummeret “Forever”, ’eksperimenterer’ Gus Gus også med mandlig vokal, der skjules under en forvrængning, så stemmen bliver mere elektronisk i sit udtryk. Men lige lidt hjælper det.
Der findes musikere, der dyrker en bestemt retro-lyd og kan gøre det ganske charmerende; især hvis det er tydeligt, at lyden dyrkes som en ekstra facet og naturlig del af det samlede udtryk. Men Gus Gus rammer ikke en eneste retro-akkord overbevisende, og under lytningen af Forever begynder jeg at mistænke bandet for at have fundet nogle bånd med glemte indspilninger fra 1987 og derefter udgivet dem under eget navn. Hvis det ikke var for de over ni minutters varighed, ville “Mallflowers” være albummets bedste nummer – udelukkende fordi det er det sidste.
