Low: Drums and Guns - Undertoner

Da Low i 2005 udgav sit syvende album, The Great Destroyer, var det med tørre, brede guitarflader som underlag til gruppens sædvanlige fokus: de umiskendelige vokalharmonier mellem frontfigurerne, Alan Sparhawk og Mimi Parker. På Drums and Guns er sporene af konventionel rockguitar stort set udviskede og til fordel for en trommemaskine, som sætter en nærmest dogmatisk ramme for samtlige 13 skæringer. Manden bag knapperne er dog stadig den samme, Dave Fridmann.

Albummets udtryk er minimalistisk og stramt og består ud over de kølige beats af orgel, samplede vokaler og bagvendte brudstykker af elguitar. På dette grundlag overtager vokalerne det altoverskyggende fokus, og frem for at være tekstformidlere og musikalske ansigter fungerer Sparhawk og Parkers stemmer i højere grad som det, de er: kroppens egne instrumenter, subjekternes eksplicitte tilstedeværelse i det musikalske rum. Dét har stort set altid været Lows varemærke, men det lader til at være intentionen med Drums and Guns at rendyrke og perfektionere dette unisone udtryk så meget, som det nu er muligt inden for den alternative pop- og rockmusiks rammer. Resultatet er prisværdigt i al sin nøgterne skønhed.

Albummet indledes med “Pretty People”, hvor Sparhawks vokal træder tydeligt frem på en bund af droneagtig feedback-støj: »All soldiers they’re all gonna die / All little babies they’re all gonna die / All the poets, and all the liars, and all you pretty people / they’re all gonna die.« Således anslås det lettere dystopiske verdenssyn, som tematisk synes at løbe igennem albummet og også tydeligt afspejles i titlens militante associationer.

Også i den isnende “Murderer” trænger en dyster og truende grundstemning igennem i såvel musikken som lyrikken, der tydeligvis retter henvendelse mod en form for gud eller skaberkraft: »You may need a murderer / someone to do your dirty work / Don’t act so innocent/ I’ve seen you pound your fist into the earth / and I’ve read your books/ Seems you could use another fool / Well, I’m cruel.« Musikken spejler her teksten på fornem vis med langstrakte løb af ildevarslende, distortede guitarsamplinger og periodiske marchhvirvler på den syntetiske lilletromme.

Men det ubestridte højdepunkt indtræffer tidligere. “Belarus” funderes i al sin enkelhed af et samplet pigekor, et spinkelt beat og sommerligt sølverne violinfigurer, hvorpå de to vokaler væver sig ind ud og af hinanden i en kuldegysende smuk flirt mellem det maskuline og det feminine. “Belarus” sætter tiden i stå, og med sin minimale, underspillede skønhed suser den nok ind på en top-10 over de bedste sange, jeg har hørt i mit liv.

Især takket være vokalharmonierne er Low stadig umiskendeligt Low, men hvis man håber på at finde sange med samme tørre guitarbredsider som f.eks. “California” fra det forrige udspil, går man forgæves. I stedet lukkes man ind i et stramt minimalistisk univers af lige dele truende dystopi og klikkende skønhed, og med “Belarus” som kronen på værket har Low leveret et af årets hidtil bedste udspil.