Black Rebel Motorcycle Club ligger unægtelig inde med et af musikbranchens sejeste og mest maskuline navne. Det er faktisk så sejt, at man kunne have bandet mistænkt for at være ramt af mindreværdskomplekser. I hvert fald kan de meget blandede modtagelser af især gruppens seneste plade, Howl, godt tænkes at have forårsaget en del nervøsitet og præstationsangst under produktionen af det fjerde udspil, Baby 81.
På debuten, BRMC, bød bandet på pæne doser støjrock. Af den er der kun små bidder tilbage, men når de kæmper sig frem til forgrunden, bliver det rigtig godt. De steder bliver lyden skødesløs og hensætter én til nonchalante ryk i kroppen og skulende, inaktive øjenkast. Man føler sig lidt som et medlem af den der motorcykelklub, netop når man hører numre som “Berlin” og “Weapon of Choice”. Til sammen udgør de den bedste del af pladen.
Førstnævnte er energisk og opfordrer til vuggende hofter: den perfekte sang til entréen på en bar, hvor man vil tage alle med storm. Det er den type rock, som får dig til at se ud, som var du uendeligt uinteresseret i alt omkring dig. Trommerne er behageligt ligeglade. Guitaren glider rundt over det hele i herlig harmoni med vokalen, som på forunderlig vis er både halvråbende og uentusiastisk. Teksten står i modsætning til denne stemning: »Suicide is easy / what happened to the revolution?« lyder omkvædet, og så er det jo ikke let at kaste sig ud i den slags destruktivt livsnyderi, som lyden ellers lover.
“Weapon of Choice” byder også på et statement: »I won’t waste my love on a nation.« Rebelskheden spreder sig til musikken. Fra et kort vers, som synes blot at være en åbning, en mulighed for at få lov til at spille omkvædet, åbnes der for sluserne. Den dumpe skarphed og moderate forhastethed i verset slår over i en borgmur af lyd, som afvikles med noget nær lysets hast. Vokalen er hæs og har intet behov for at imponere. Igen komplementerer guitaren vokalen, og igen udmærker trommerne sig ved deres anonymitet. De skal være der, de er nødvendige, men det er fint, at de ikke gør mere væsen af sig.
Begge numre kan bryste sig af den velmudrede produktion, god sangskrivning og en vital rockattitude. De vil ikke andet end derudaf og kommer det så absolut også – uden alt andet end det absolut nødvendige. Tilbage står det rå, hurtige indtryk, som bare skal afleveres uden omsvøb.
Desværre står de to sange lidt alene på pladen. “Cold Wind” følger til en vis grad med. Også dette nummer lever for at kulminere. Lyden er industriel og kaotisk, præcis som den skal være. At det alligevel ikke kommer helt op på niveau, skyldes måske, at det ikke er tilstrækkeligt kompakt.
Resten af albummet udfyldes af en masse forskelligt. “Not What You Wanted”, som kunne være et Strokes-nummer; “666 Conducer”, som på sin vis kan minde om The Jesus and Mary Chain; “All You Do Is Talk”, som ikke hæver sig over tuderock, man for længst har hørt alt for meget af, og “Am I Only”, som kombinerer det storslåede med det smadrede.
Samlet set udgør numrene altså ikke en helhed, men snarere et katalog over dele af rockens verden. Der er taget lidt fra hist og lidt fra pist. Til tider spørger man sig selv, om dette mon kunne være en coverplade – en “B.R.M.C. hylder deres helte”-plade.
Det absolutte lavpunkt er det langtrukne “Windows”, som er det nummer, der ligger længst fra de beskidte. Her er fandenivoldskheden fra bl.a. “Weapon of Choice” helt forsvundet. Der er ingen klimakser og ingen stormfuldhed. Til gengæld er der en komisk og klovnet guitarsolo samt hylende, snøvlende vokal. Det er lidt kedeligt.
Kedeligt kan det også være at lytte til et album, som gang på gang bringer spørgsmålet frem på lytterens læber: Hvem er det, det der nummer lyder som? Hovedparten af Baby 81 indbyder på denne måde til detektivlege. Enkelte numre skiller sig ud, og kun få er decideret dårlige. Lyden er tyk og fed, men det generelle indtryk er derimod for tyndt. Tempoet er indimellem højt, men sjældent højt nok; støjen somme tider til stede, men ikke gennemtrængende nok.
Det er ikke selvtilliden, men opfindsomheden og engagementet, det står lidt sløjt til med på denne nye plade fra B.R.M.C. Albummet er skam fint nok, men heller ikke mere.
