Rocken er tilbage! I løbet af det sidste halve år har rockmusikken virkelig fået en revival med The Strokes og White Stripes i spidsen. Nu er turen kommet til Black Rebel Motorcycle Club, og jeg vil virkelig håbe, at de får et afgørende gennembrud, for det her er stort.
Selv om BRMC er blevet sat i bås med netop The Strokes og White Stripes, er det en helt anden form for musik, der er tale om. Hvor de to sidstnævnte bands bygger på punk og garagerock, er det i stedet den klassiske, britiske støjrock, som BRMC hører til, og nogle vil sikkert afskrive gruppen som en kopi af Jesus and Mary Chain. BRMC har klart deres rødder i firsernes sorte musikscene og lyder da også en hel del som Jesus and Mary Chain, men formår alligevel at finde deres eget udtryk. Og hvad gør det, at man er inspireret af et andet band, når det gøres så overbevisende, som det er tilfældet her? Vi skal i hvert fald mange år tilbage for at finde en Jesus and Mary Chain-plade, der er på niveau med dette. BRMC spiller således støjrock med højt til loftet og veksler glimrende mellem de mere melankolske passager og de store energiudladninger. Det er på en gang meget melodisk og meget råt.
Pladen starter egentligt meget stille og roligt med en akustisk guitar, men efter et minuts tid tager de tunge og stort anlagte guitarer over. Seneste singleudspil “Love Burns” er et meget stærkt åbningsnummer, men endnu bedre bliver det på skæring to, den meget dystre “Red Eyes and Tears”, der er et af de allerbedste numre på pladen. Pladens mest ligefremme nummer er den første single, “Whatever Happened to My Rock n’ Roll (Punk Song)”. En fantastisk rocksang der bliver båret frem af et energisk guitar- og keyboardriff og indeholder alle de kvaliteter, der skal til for at blive en klassiker. Sangen er en uforbeholden hyldest til rockmusikken med disse linjer i omkvædet: »I fell in love with a sweet sensation / I gave my heart to a simple chord / I gave my soul to a new religion / Whatever to you / Whatever happened to my rock n’ roll.«
Med en gruppe som BRMC er der ingen grund til at frygte for, hvad der er sket med rocken. Sangen får mig til at tænke lidt på Oasis og deres “Rock n’ Roll Star”. Dels på grund af tematikken, og dels fordi den lyder en del som Oasis, dengang de spillede rigtig rockmusik.
Kompositorisk formår gruppen virkelig at få de store støjharmonier og det melodiske materiale til at gå hånd i hånd. Flere steder, som i “Awake” og “Too Real”, er gruppen faktisk et glimrende bud på, hvordan The Beatles kunne have lydt, hvis de havde kendt til støjrock. Både på grund af selve melodierne og på grund af vokalen der i disse to numre er som snydt ud af næsen på John Lennon. Herudover skal “Riffles” og “As Sure as the Sun” nævnes. Her får gruppen for alvor melankolien og støjen til at gå op i en højere enhed.
Stort set alle numre på pladen er fremragende. Det eneste, der falder lidt igennem, er “Spread Your Love”, der er et dystert bluesnummer. Det holder ikke rigtigt, og der går lidt for meget halbalsrock i den efter min mening. Men en enkelt svipser på et album, der ellers er i særklasse, er vel også til at leve med.
Produktionen er et helt kapitel for sig selv. Det er meget længe siden, jeg har hørt en rockplade, der er så dystert produceret. Lyden er virkelig mørk, og bassen er langt fremme i lydbilledet, hvilket virker rigtig godt, da det understreger stemningen i musikken.
Tilbage er kun at sige, at BRMC er et album, jeg kun kan anbefale, og det bliver allerbedst, hvis der skrues godt op for lyden.
