Når efterskoleeleverne har overstået det årlige ritual med at sprinte ind på festivalpladsen, og når tv-folkene er færdige med deres årlige ritual med at filme de spurtende efterskoleelever, kan vi komme i gang med dét, det hele handler om.
Jeg er historieløs nok til ikke at have noget forhold til 80’er-punkerne City-X. Og nu hvor Roskilde Festival har valgt at opføre et nyt ungdomshus, får man nok rigeligt med venstresnoet frustration i løbet af festivalen – så jeg skipper punkerne og starter i Cosmopol-teltet kl. 17.30. Jeg strejfes godt nok af frygten for, at Booty Cologne bliver en svedende mænd i undertrøjer spiller hvid funk-oplevelse. Men med medlemmer som Tue Track og Abdullah S har bandet immervæk en vis sjat rutine med sig, så forhåbentlig kommer de ud over scenekanten som andet end et godt sammenspillet backingband.
Booty Cologne når dog kun at spille en halv times tid, inden vi ramler ind i et planlægningsmæssigt T-kryds, som forhåbentlig ikke er blevet anlagt med arrangørernes gode vilje. For kl. 18.00 er det umuligt at se både Jens Lekman og Arcade Fire, og jeg kan næppe være den eneste med lyst til begge dele. Men vælge må man jo, og med Lekmans optræden på august måneds Pop Revo-festival i Århus in mente er de mildt sagt hypede canadieres koncert på Arena det nødvendige valg. Der bliver næppe sparet på hverken schwung eller weltschmerz, og når Win Butler & co. nu tilmed skriver stærke sange af den slags, indie-pøblen kan skråle med på, kunne Arcade Fire-showet godt ende med at blive lidt af et tilløbsstykke.
En halv times tid efter at canadierne er gået i gang, kan man høre deres danske sidestykke, Kissaway Trail, men jeg foretrækker den ægte vare, så jeg bliver stående, hvor jeg står.
19.30 kan danserockfans svinge skankerne til LCD Soundsystem, men jeg vil nu hellere snuppe et lille pusterum, så jeg er klar igen kl. 20, hvor duoen Matmos entrer den nye intimscene, Astoria.
Deres nørdede koncept-electronica kunne godt risikere at være lige vel fortænkt til en åbningsaften på en festival som Roskilde, men hvis Astoria virkelig bliver så intim, som arrangørerne lover, kan koncerten omvendt blive alle tiders mulighed for at komme tæt på det humoristiske par. Da de spillede i Århus for et års tid siden, indgik bl.a. langstilkede roser og isterninger i instrumentparken, og der skal helt sikkert nok blive noget at kigge på for de mere nørdede. Samtidig kan San Francisco-duoen også sagtens grave et par stærke dansenumre frem fra bagkataloget, så måske kan det blive til en svingom midt mellem samplingerne af fedtsugninger, sæd og ko-livmødre.
21.30 indtager de genfødte støjrockveteraner, Speaker Bite Me, Odeon-scenen. Deres comebackplade fra dette forår var overraskende frisk og spændstig, og sådan har gruppen også lydt live det sidste halvandet års tid. Ergo er der ingen som helst grund til ikke at komme og opleve, hvor meget kvartetten nyder at være sammen.
Et så stærkt liveband som Speaker Bite Me forlader man ikke midtvejs. Punktum. Medmindre man altså er nødsaget til det.
Og når nu støjrockerne kommer på danmarksturné til efteråret, føles det lidt mindre forkert at se sig tvunget til kl. 22 at drøne over til Orange Scene for at opleve Björk, der ikke just er i landet tidligt og sent. Det er med bævende hjerte, at jeg tropper op, for damens 2003-koncert på samme scene var så fantastisk, at den nødig skal skæmmes.
Mens en hel del anmeldere ikke holdt igen med roserne til hendes nyeste plade Volta, måtte jeg til min ærgrelse overgive mig til Smagsdommerne på DR2 og nikke anerkendende til en del af Simon Andersens kritik. Volta kedede mig en kende, men hvis Björk blot disker op med singlen “Earth Intruders”, “Declare Independence”, velvalgte nedslag i bagkataloget og lige så mærkelig hovedbeklædning som sidst, skal det nok gå. Hun har i al fald fortsat personlighed nok til at fylde det meste af gigantscenen på egen hånd.
At dømme efter de setlister, der har været ved hendes seneste koncerter, skal fru Guðmundsdöttir nok spille så længe, at man slipper for at skulle vælge mellem Mastodons metalbulder og etiopiske Mahmoud Ahmeds blanding af afropop og udknaldet freejazz.