Atoi, 01.07.07, 16:30, Pavilion Junior
Roskilde-debuten startede så fint for københavnske Atoi. Med dybe, klagende cellostrøg og tørt skramlende programmeringer varslede åbningsnummeret godt om en eftertænksom koncert. At det langstrakte nummer tilmed undervejs forvandlede sig til noget vildere og endte i en støjende finale, var bestemt heller ikke ringe.
Atoi er tydeligvis ikke tilfredse med at holde sig inden for et stramt koncept, og kvintettens idéer stritter i vidt forskellige retninger. Det behøver der bestemt ikke være noget galt i, men jo længere bandet kom ind i koncerten, jo sværere blev det at holde af dem.
Respekten for deres stilistiske spændvidde kunne ikke opveje den manglende røde tråd. Eksempelvis kom der pludselig reggae-strejf ud af det blå – og straks nummeret var ovre, var der ikke skyggen af Jamaica i resten af sættet. Charmerende variation, ja – men også noget fragmentarisk.
Nogle af de hurtigste og mest dansable numre lod til at have et vist hitpotentiale, men desværre kunne Ida Cæcilie Rasmussens stemme ikke matche musikken, når de stramme beats og synthmelodierne sparkede igennem. Så snart hun forsøgte sig med skæve rockfraseringer, lød hun ikke helt skarp, og helt skidt blev det i de to numre, hvor hun snakkesang sig gennem versene. Hun virkede glad og nærværende, men måske var der lidt nerver indeni?
Marybell Katastrophy, 03.07.07, 18:00, Pavilion Junior
Det er ganske tankevækkende, hvordan de tidligere medlemmer af Tiger Tunes hver for sig er gået i en tungere retning, efter at deres synthpopprojekt blev lagt i dvale. To af tigrene spiller mægtig tungt i Beta Satan, men også sangerinden Marie Højlund har fået betydeligt mere tyngde bag sig med sit band Marybell Katastrophy.
Med brummende synthbas og mørke, til tider huggende guitarer lød kvintetten til tider som Electrelane – men vel at mærke med en hel del mere popfornemmelse. For Højlund og co. skriver nogle gode omkvæd, der bider sig fast uden den store forberedelsestid, og det var noget, publikum kunne forstå.
Knap så indlysende var det at invitere Efterklang-forsangeren Casper Clausen med på scenen til to numre, hvor han var så usikker på teksten, at han var nødt til at støtte sig til en lap papir. Resultatet var mildt sagt tøvende og gav koncertens midte lidt af et dyk.
Til tider lyder Højlund som Björk, og det gav et par af numrene lidt for nære relationer til Sugarcubes. Men derudover stak Marybell Katastrophy i en hel del retninger, der lød som deres helt egne. Den kantede synthrock blev krydret fornemt med skæve samplinger og loops, og der var godt med energi på scenen. Koncerten var en charmerende rodebutik, hvor hylderne nogle gange var lige lovlig tæt på at briste. Men det var til at overkomme, når der var noget at nynne med på.
1 2 3 4, 04.07.07, 13:30, Pavilion Junior
Et lille stykke inde i københavnske 1 2 3 4’s koncert blev der pumpet en masse røg ind på scenen. Den lagde sig tykt om alle andre end forsanger Rune Hedeman – og det sagde en del om kvintettens tre kvarter på scenen. For Hedeman er i den grad midtpunktet og fylder rollen ud med spøjse klovnerier a la småfascistisk kung-fu og hovne bodybuilderfagter – og med sine dybe stemme, der lægger sig et sted mellem desillusion og blaserthed, hvilket klæder sangene fint.
Singlen “Saddest” åbnede ballet med ørehængerpotentiale, og mindst lige så stærke var “Demons Are a Girl’s Best Friend” og “Coltrane”, der havde fået en overhaling med Phil Spector-agtige bom-ba-dum-chi-trommer. Men derudover var 1 2 3 4 et lige vel anonymt bekendtskab. Eller rettere sagt var alle andre end Hedeman for tilbageholdende. De fint melodiske sange er skåret ret stramt, og fra tid til anden ville det være rart, om der blev gjort plads til en kaotisk afslutning eller et retningsskift.
Konferencieren beskrev kvintettens musik som djævlepop, og bandet lukkede med nummeret “The Road to Hell Has a Thousand Shortcuts”. Men 1 2 3 4 mangler nu noget fandenivoldskhed for at kunne påberåbe sig det helt store slægtskab med de mørke magter. Og kom der nu bare lidt mere af den vildskab ind i sangene, ville de have nemmere ved at lette. Melodierne er egentlig fine nok, men Rune Hedeman kan ikke klare opgaven alene.