Interview

Holly Golightly – det skal ikke være svært at skrive sange

Holly Golightly stikker ikke noget under stolen, når hun bliver spurgt til, hvordan hun skriver sange. “Intet har ændret sig i min måde at skrive musik på, siden jeg begyndte, og hvis du vil, kan du spille den samme sang 1000 gange, uden at det gør noget,” forklarer hun uden at skamme sig det mindste.

“That’s bloody Elvis!” udbryder Holly Golightlys ledsager, Lawyer Dave. Han har lige fået øje på Joakim Hediger i en bar i mediebyen under sommerens Roskilde Festival. Holly og Dave troede egentlig, at Elvis var død, så de bliver hurtigt enige om, at det skal foreviges.
De knipser et billede til hjemmealbummet, inden de kaster sig ud i en længere dialog om, hvilken whiskey de skal have i deres cola, såfremt baren ikke har Jim Beam.

Det bliver ikke overraskende Jack Daniels, der ender i bunden af glasset, inden der bliver hældt cola på. Det er den helt rigtige drik for en dame som Holly, der siden midten af 90’erne har udgivet kompromisløst simple plader med sange, der kunne have været skrevet for 60 eller 70 år siden:
“Jeg forsøger bare at gøre det simpelt. Intet har ændret sig i min måde at skrive musik på, siden jeg begyndte, og hvis du vil, kan du spille den samme sang 1000 gange med forskellige tekster, uden at det gør noget. Jeg har en standardformel, jeg går ud fra, og det virker fint,” forklarer Holly, der har udgivet alt mellem en enkelt og fire soloplader om året siden hendes første soloplade The Good Things fra 1995.
“Det skal ikke være svært at skrive sange, og hvis man ikke kan skrive nok sange til at udgive mindst en plade om året, så bør man nok finde på noget andet at lave.”

Kan bedst selv
Holly Goligthly debuterede i Thee Headcoatees 1991, men bagmanden Billy Childish efterlod ikke meget plads til Hollys egne sange i pigegruppen. De blev stopfodret med hans eget materiale, så der skulle ske noget andet i Hollys liv.
“Jeg startede faktisk med at spille solo, fordi der ikke var andre, der lavede den slags musik. Hvis jeg havde haft mulighed for at gå til koncerter med et band som mit, var jeg aldrig startet,” udbryder Holly, der er glad for at have mulighed for helt selv at kunne bestemme, hvad der skal ske i det band, der står bag hende på pladerne og på scenen. “Jeg er ikke særligt diplomatisk,” siger hun, uden at der kan spores så meget som et glimt af ironi. “Hvis det ikke fungerer, så skifter jeg ud i besætningen.” Punktum.

Længere og længere tilbage
For 20 år siden begyndte Holly at grave i musikkens randområder for at finde frem til det, som hun selv synes er det essentielle. Det var, mens hun lyttede til punk.
“Det var ikke meningen, at jeg bare ville finde en masse gamle plader og så lytte til den slags musik. Jeg startede med punken, men der var altid et eller andet, der pegede bagud. Også hos de gamle punkbands. I min verden var de bedste inspirationer altid dem, der pegede bagud,” forklarer Holly, der aldrig har forsøgt at komme til at lyde som et levn fra fortiden. Hun havde bare ikke råd til dyre guitarer, forstærkere og optageudstyr, så hun måtte købe det billigt på loppemarkeder rundt omkring.

Og det er især i den uimponerede tilgang til musikcirkuset, at Holly Goligthly adskiller sig fra de fleste andre kunstnere med mere end 10 albums på dagen. “Jeg begyndte eksempelvis ikke at indspille i Toe Rag (analoge studier i London, hvor bl.a. White Stripes har indspillet, red.) studierne, fordi jeg gerne ville have en speciel lyd på mine plader. Det var bare det eneste sted, jeg havde råd til at indspille, og det har fungeret så godt, at det stadig er mit foretrukne studie at indspille i,” forklarer hun.

Hun har stadig et halvtidsjob ved siden af turnélivet og pladeindspilningerne. Hun er dog ikke længere lastbilchauffør, som det var tilfældet i starten af karrieren, men hvad hun laver, vil hun ikke ud med. “Det er top secret. For regeringen,” lyder svaret.

Leave a Reply