Plader

Happy Mondays: Uncle Dysfunktional

Skrevet af Rasmus Bækgaard

De syrede danserockere i Happy Mondays vender tilbage efter et årti med et album, der ikke byder på det store nyt, men som – uden dog at være fremragende – bestemt godt kan være bekendt. Men noget must er comebackpladen ikke.

Titlen på Happy Mondays’ comebackalbum kunne næsten ikke være mere rammende. Historien om Manchester-bandet er blandt den nyere britiske rockhistories mest farverige og har stort set alle de elementer, som den store rockmytologi er gjort af. Hvis bare nogle af alle narkohistorierne er sande, lader Happy Mondays ikke legender som Rolling Stones meget tilbage.

Nu er gruppen med den sære snøvlende Shaun Ryder i front blevet ældre og vælger altså at kalde sig selv en ikke helt velfungerede onkel. Og Happy Mondays har utvivlsomt også været en kæmpestor inspirationskilde for mange af de unge britiske bands, der i disse år vælter frem med en blanding af elektroniske beats og rockguitar.

2007 er blevet det helt store reunion-år, hvor masser af orkestre med en eller form for større renommé er blevet gendannet. På forhånd var der god grund til at lade alle alarmklokker ringe over et nyt album fra Happy Mondays. Gruppens medlemmer har gjort en ihærdig indsats for at destruere deres egne karrierer i mellemtiden, og det sidste af de gamle Happy Mondays-album var ikke det store værd, hvilket bestemt heller ikke var tilfældet med den ene comebacksingle, som gruppen indspillede for snart otte år siden. På positivside tæller dog det brag af en fest, som Happy Mondays leverede på sidste års Roskilde Festival.

Uncle Dysfunktional behøver kun at snurre ganske kort tid, før det står lysende klart, at Ryder, Bez og co. ikke har til hensigt at redefinere deres musikalske ståsted. Åbningsnummeret og førstesinglen “Jellybean” lyder som snydt ud af næsen på den legendariske plade Pills ‘n’ Thrills and Bellyaches. Men det er et supercatchy brag af en single, og tankerne bliver straks sendt 15-20 år tilbage i tiden til dengang, hvor klodens hippeste gå-i-byen-sted hed The Hacienda og lå i MADchester.

Desværre er det sjældent, at Happy Mondays når dette niveau på resten af pladen, men der er bestemt lytteværdige indslag undervejs. Pladen har imidlertid lidt for meget karakter af rodebutik, hvor en stor del flyder sammen til en lidt uinteressant masse, men hvor der så indimellem dukker godbidder op. Og disse er nok til at sikre, at pladen langtfra er det flop, som man kunne have frygtet eller nærmest forventet.

At Happy Mondays har valgt at lyde som i gamle dage, er på sin vis skønt, fordi det er jo lige præcis denne lyd, der har givet dem deres mange fans – men samtidig kommer albummet også til at lyde ret gammeldags. For der er virkelig sket meget på musikscenen siden starten af 90’erne, og det gælder ikke mindst på den elektroniske musikscene. Derfor er der en del af programmeringerne på Uncle Dysfunktional, der lyder outdatede og næsten 80’er-agtige på den knap så fede måde.

Tilmed er der lidt for mange af pladens numre, der ikke rigtigt bevæger sig nogle vegne og mest af alt bliver en samling rytmer, som Shaun Ryder taler/synger henover uden nogen større retning, som det eksempelvis er tilfældet i “Rats With Wings”. Happy Mondays er som førhen klart bedst, når de er udstyret med et fængende omkvæd og et funky groove. Set i det perspektiv er der for stor en del af Uncle Dysfunktional, der bevæger sig i middeltempo og ikke rigtig får festen skudt helt i gang.

Blandt højdepunkterne er “Cuntry Disco”, der er af Happy Mondays i det mere melankolske hjørne og med slideguitar. “Anti Warhole on the Dancefloor” er et festfyrværkeri af stramme rytmer og med en titel, som er meget karakteristisk for Happy Mondays lettere useriøse image – og hvis ikke jeg tager meget fejl, synger Ryder rent faktisk »Andy Warhol on the dancefloor.« Det forekommer ret ironisk taget i betragtning, at Happy Mondays på mange måder er den absolutte modpol til Andy Warhols konceptualisme, men samtidig tilhører en musikscene, der står i dyb gæld til ham.

Uncle Dysfunktional er på mange måder en lidt blandet fornøjelse. Det bedste på pladen er virkeligt godt, grænsende til det fremragende, men alt for meget kører i lettere fjollet tomgang – fanget i fortiden uden at gøre det store væsen af sig. Men Shaun Ryder og venner har alligevel bevist, at han og de øvrige i Happy Mondays har en eksistensberettigelse i dag. Comebackalbummet er ikke fremragende, men langt fra at være den pinlige forestilling, som man kunne have frygtet.

★★★☆☆☆

Leave a Reply