Det var hverken tight, velspillet, velsunget eller synderligt godt udført. Men alligevel formåede Jonathan Richman at fortrylle Voxhall med sine naivt ærlige sange, som for længst har løsnet rockrødderne. Mest på grund af de simple men alligevel stærke melodier, han i tidens løb har skrabet sammen.(04.10.07)Det var hverken tight, velspillet, velsunget eller synderligt godt udført. Men alligevel formåede Jonathan Richman at fortrylle Voxhall med sine naivt ærlige sange, som for længst har løsnet rockrødderne. Mest på grund af de simple men alligevel stærke melodier, han i tidens løb har skrabet sammen.
 |
| Foto: Michael Østergård/LiveShot.dk |
Normale parametre for hvad kvalitet er, var komplet ubrugelige pejlingsmærker mandag aften på Voxhall. For Jonathan Richman viste, at han selv med begrænsede guitarevner, en usikker vokal og en trommeslager, der konstant var et par skridt bagude, snildt kunne leve op til de løsslupne fortællinger, der løber manden i forvejen.
Det var uforfalsket Jonathan Richman, der blev serveret. Siden Modern Lovers-dagene, der sluttede i slutningen af firserne, har sangskriveren for det meste ladet sig bevæbne med spanske guitarer, og har transformeret sig til en sært sofistikeret form for gademusikant med entertainergener og et uopslideligt lager af simple popsange i baggagen.
Fra den indledende sang om at blive udsat for fæle udstødningsgasser som barn i 50erne, til den bitre “Let Her Go Into The Darkness” var det sangskriveren og underholderen, der var i centrum. Med vrikkende hofter, et ungdommeligt ansigt, som selv botox-fyldte på samme alderstrin må misunde ham. Sammen med en ukuelig tro på, at det han gør, vitterligt er godt nok, blev de alt andet end komplicerede sange leveret med præcist den nerve, som man kunne have håbet på.
 |
| Foto: Michael Østergård/LiveShot.dk |
Men ligesom hofterne på Richman svajede, gjorde strukturen i koncerten det også. Sine steder blev det vel dilletantisk, og de små anekdoter og ekskursioner på guitaren tog ofte for meget fokus fra melodierne. Selv i “I Was Dancing In The Lesbian Bar”, der ellers blev fremført på ganske ligefrem facon, lod Richman sig rive med, og smed guitaren på gulvet og dansede lummert rundt med en forvokset rangle som selskab. Dén seance gentog sig en del gange. Men Jonathan Richman trives åbenlyst et sted mellem reel koncert og forvokset legestue, så det er svært at kræve meget mere af ham. Især når perler som “Old World” og malersangene “Pablo Picasso” og “Vincent Van Gogh” så selvfølgeligt glider fra strengene og ud i salen. For selvom netop de sange ikke indeholder særligt mange facetter, lykkedes det alligevel for Jonathan Richman at gøre dem til små særegne stykker popkunst via hans evigt skiftende fremførelser af dem. En enkelt knækket udtale her, et lille afbræk i melodien dér – det blev beviset på, at det ukomplicerede vitterligt bærer nok kvalitet i sig selv, hvis bare kunstneren bag har hjertet med. Og sådan er Jonathan Richman. Ukompliceret og med hjertet siddende lidt skævere placeret bag sit skjold, end alle vi andre.
| Karakter: |    |
Bedømmelseskriterier |
