Med Frames har Manchester-bandet Oceansize præsteret et prætentiøst album på mange sømils længde. Omsat i minutter og sekunder svarer det til henholdsvis 65 og 56. Nede i 90’erne, da cd-mediet endnu var ungt, og alverdens lyttere skulle vænnes til at købe cd’er frem for vinylplader, blev der lanceret mange lange albums, som overskred lp’ens ellers longplayende formåen. Det resulterede i kunstneriske eksperimenter, og de var ikke alle lige vellykkede. Frames tager tråden op fra de tidlige 90’eres maratonalbums, bare med færre, længere numre.
Frames’ otte kompositioner fremstår til sammen som én udstrakt, ujævn, pompøs pølse, der først ender i Lübeck. Lange kompositioner fejler i udgangspunktet ikke spor. Men hvis lytteren skal fastholdes igennem en lang plade med lange kompositioner, kræver det dog, at musikken udmærker sig ved enten et uimodståeligt lydbillede, en umiskendelig inderlighed eller udefinerbar nerve, interessante, varierede kompositioner eller en æggende monotoni.
Der er masser af fiksfakserier, musikalsk overskud og teknisk formåen på Frames, men det kniber gevaldigt med at gøre det vedkommende. Ligesom det metalliske lydbillede er påhitsomheden massiv, men idéerne er som regel fortænkte og kun glimtvis gode. Bevares, der er vellykkede passager, men de kan tælles på to hænder og varer sjældent mere end et par øjeblikke, og det er simpelthen for lidt for en plade på 66 minutter.
“Commemorative T-Shirt” lægger eksempelvis ud med et fint dronende klaver- og guitartema, som minder om temaet i Tortoises “TNT” fra pladen af samme navn. Den egentlig lovende start bliver dog forpurret af en unødvendigt vanskelig trommerytme. Kompositionens 11/8-takt giver en haltende fremdrift, som tilbyder en masse spidsfindige muligheder for knækkede melodistumper. De er isoleret set fine, men den bestandige udførelse gør, at kompositionen aldrig finder ro i sin eskalering, heller ikke i sin dynamisk roligere outro.
Bestræbelsen har sandsynligvis været at lave en eftertænksom plade i en metal- og symfonisk postrock-kombo. Det lykkes omtrent med “An Old Friend of the Christies”, som har et langsomt postrocktema ikke så langt fra Godspeed You Black Emperor!s “East Hastings” fra F♯A♯∞. Det er pladens mest vellykkede komposition, men det generelle indtryk er, at massiviteten ikke efterlader nogen plads til andre eftertanker end tanker på musikaliteten. Det er kun et problem, fordi musikaliteten fylder så meget, som den gør, uden at være tilstrækkeligt udfordrende, interessant eller tankevækkende ud over sig selv.
