Skribent - Filip Granlie

Plader

Wilco: Wilco (The Album)

Når et band opkalder en plade efter bandet, giver det en forventning om, at hovedet er slået lige på sømmet. Med Wilco (The Album) lever Wilco så absolut op til forventningen.

Plader

Neil Young: Fork in the Road

Fork in the Road er en række fine kuriositeter, en håndfuld ret gode sange, én rigtig god og måske én af karrierens allerbedste spundet sammen i et komplekst, men klart sammenhængende tekstunivers.

Plader

Catfish Haven: Devastator

Catfish Haven lyder umiddelbart som autentiske rester fra den tidlige musikhistorie, der kan grovsorteres under kategorierne soul og rock’n’roll. I virkeligheden er de vist et indierockband med en vridende tilgang til traditionen.

Plader

Late of the Pier: Fantasy Black Channel

Kulørte lamper. Engelske Late of the Pier arbejder sig igennem en musikalsk forlystelsespark med debuten Fantasy Black Channel. Der bliver ikke kørt op og ned i Ronan Keatings rollercoaster, men svimmelt rundt i en catchy karrusel på ryggen af forfædre fra Frank Zappa til Franz Ferdinand.

Plader

Bloc Party: Intimacy

Hurtigere! Højere! Stærkere! Bloc Partys tempofyldte indierock rummer tilstrækkelig energi til at belyse London frem til OL i 2012. Den musikalske selvsikkerhed er kun øget siden sidst, men miksningen lægger en fin løkke om halsen på Bloc Party, der står skælvende på en tobenet skammel midt på et krængende dansegulv.

Plader

Jasmina Maschina: The Demolition Series

The Demolition Series vugger spagfærdigt derudaf i en ok udgave af en slags sadcore. I modsætning til de åndsbeslægtede Cat Power og Laura Veirs har Jasmina Maschina ikke sangene på sin side. Til gengæld har hun gode arrangementer.

Plader

Claus Beck-Nielsen Memorial: Freedom on the March

Det skal forestille en udgivelse i afdøde Claus Beck-Nielsens ånd, der viderefører hans kunstneriske projekt. Det skal blandt andet handle om global politik. Det skal forestille god, amerikansk inspireret folk-agtig musik, men den gode musik skal ikke overskygge de vægtige tekster, som faktisk er gode. Forestillingen har det svært.

Plader

Madrugada: s.t.

Hvordan siger man ordentligt farvel til en afdød ven og bandmedlem? Det er der vist ingen, der ved. Og Madrugada ved det sikkert heller ikke. Det kan man jo ikke, men de har tilsyneladende gjort deres bedste med deres sidste mørke plade, Madrugada.

Plader

My Summer as a Salvation Soldier: Activism

Hvis My Summer as a Salvation Soldier var et Jeopardy!-svarspørgsmål ville spørgsmålsvaret være: Hvad er gennemsnitlig indie? Det er fuldstændig rigtigt. Anmelderen med børstemoustachen stiller det for samtiden logiske følgespørgsmål: Hvad laver indie egentlig in the middle of the road?

Plader

Cryptic Scenery: On the Outskirts

Nederen. Der er ingen burleske lårklask at hente, når Christian H. Sötemann udfolder sin tyske, eksistentielle eremitmusik. Cryptic Scenery er skyggefuldt, ensomt og tomt, men samtidig gådefuldt og opløftende under den yderligere nedtrykkende påmindelse om, at det tydeligvis kunne være langt værre.

Plader

Citay: Little Kingdom

Little Kingdom fra Citay er en fremragende plade. Citay spiller en guitarvægtig, imødekommende psykedelisk rock med folkemusikrødder. Associationerne til andre bands og kunstnere er mange og gode, men de er vist kun inspiration, ikke forbilleder. Citay er virkelig et særegent, godt bekendtskab.

Plader

Magnet: The Simple Life

Habile popsange, fine melodier, dygtig musikalitet, teknisk snilde, rig instrumentering og glimtvis forrygende arrangementer. The Simple Life med Magnet har det. Den er også et skoleeksempel på, hvordan ensidighed, overproduktion og en stædig fastholdelse i at ville et udtryk kan ødelægge det hele.

Plader

Star Bug: A Scientific Experience

Her kommer Star Bug af Norge. Tilfældigheder og stærk slaphed slasker og klasker sammen på debuten A Scientific Experience i et kaos-math-lofi-larm-kludetæppe. Det er både frastødende, infantilt, morsomt, grimt og udfordrende. Kaotiske verden, du ligger for Star Bugs grumsede fødder.

Plader

Six Organs of Admittance: Shelter From the Ash

Med Shelter From the Ash formår Six Organs of Admittance at skabe mere og mindre vellykket ensformighed på to forskellige niveauer. Fundamentet i deres, skal vi sige, psych-folk-drone er blændende monotont og udstrakt. Ornamentikken i form af især guitarfigurer halter desværre lidt bagefter.

Plader

The Autumns: Fake Noise From a Box of Toys

Med dygtig, kompleks og patosfuld poprock med accent på alle instrumenterne arbejder The Autumns sig igennem Fake Noise From a Box of Toys. Det gør de faktisk ganske udmærket og relativt originalt, men ikke desto mindre er den blivende smag i munden et umiskendeligt minde om salig Jeff Buckley.

Plader

Oceansize: Frames

Ud over momentan voyeuristisk interesse er onani kun spændende for én person ad gangen. Med en massiv metallyd og konsekvent og demonstrativt skæve taktarter holder Oceansize tungen lige i munden igennem maratonalbummet Frames. Den musikalske virtuositet er i fokus på bekostning af det vedkommende.

Plader

Sister Vanilla: Little Pop Rock

The Raveonettes er ofte blevet kritiseret for at kopiere The Jesus & Mary Chain. Med søster Linda i front slår brødrene Reid igen med en slags meta-kopi under navnet Sister Vanilla. Kopieringen af andre lykkes i nogen grad. Der er sange til en god ep, men desværre er Little Pop Rock en hel lp.

Plader

The Hold Steady: Boys and Girls in America

The Hold Steady er et udpræget amerikansk band. Boys and Girls in America tilbyder en pompøs historietime med massiv og traditionel rock’n’roll med halvstore armbevægelser. Det er dygtigt og overbevisende, men det får ikke pandefolderne til at udfolde sig. Vi skal videre i teksten.

Plader

Dirty Faces: Get Right With God

Pittsburgh, Pennsylvania, melder intet nyt under solen. Antinyheden er beskidt fuldemands-rock’n’roll, der udløser piskesmæld i form af både nåja-genkendende nik, århja-anerkendende nik og almindelige yeah-nik. Intet nyt er gerne kedeligt nyt, men hér er det også udmærket nyt.