Måske skulle det San Francisco-baserede musikkollektiv 60 Watt Kid have skrevet en advarsel på coveret af sin debutplade. I hvert fald er der en overhængende fare for at føle sig godt og grundigt gennemrusket og svimmel efter den 70 minutter lange rutsjetur, som de fører lytteren ud på.
60 Watt Kid beskriver selv sin musik som “musik til den fjerde dimension”. Hvad det mere præcist dækker over, bliver helt tydeligt få minutter inde i den selvbetitlede debutplade. Lyde, der fremstår som videnskabelige eksperimenter, blandes med god gammeldags rock’n’roll, som Little Richard eller Elvis kunne lave den.
Hele herligheden skydes i gang med nummeret “Every Day”, som trods sit navn langtfra lyder som noget, man støder på hver dag. Et sukkende harmonikastrøg klinger ud og overtages af artificielle synthesizerlyde, der spiller op til discodans. Og lige som man tror, at dette er åbningen til The Weather Girls-klassikeren “It’s Raining Men”, drejer hele maskineriet. Stemningen stiger i takt med, at mærkelige robotlyde blander sig med euforiske tamborinslag og håndklap. Alt imens prædiker forsanger Kevin Litrov, med sin skingre stemme, om hverdagens små mirakler: »Everyday is something special / everyday is something great (…) Life’s on your side«.
Efter denne helt igennem herlige hyldest til livet har 60 Watt Kid taget lytteren med storm. Derfor er det ærgerligt, at en del af originaliteten svinder hen i de efterfølgende numre. Sang nummer to, “Ocsicnarf NaS”, består i al sin enkelhed i en snakken-bagvendt, hvilket titlen også antyder. Et altid underholdende indslag, men også et noget billigt trick.
Fra dette punkt begynder de musikalske slægtninge i Animal Collective at sætte et lige lovligt tungt præg på musikken. Akkurat som New Yorker-kollektivet tyer 60 Watt Kid til ekko-sang, flydende harmonier og monotone, maskinelle rytmer, der får bandet til at miste al form for originalitet i et øjeblik.
Der, hvor 60 Watt Kid vinder og bjergtager denne lytter, er i retro-øjeblikkene, hvor især den gammeldags rock’n’roll får en fremtrædende plads. I numre som “American Standard, pt. I” og “American Standard, pt. II” opstår et virkeligt fedt musikalsk greb, som meget vel kunne afføde en hel ny genre. Her er det igen hammondorgelet og tamburinen, der fører an. Sammen med en psykedelisk blues-gang, der ikke synes at rykke sig ud af stedet, opfordrer det ene Elvis-rungende udråb efter det andet os til at vrikke forbudt med hofterne. Man føler sig hensat til et mareridtsagtigt Graceland.
Alt i alt byder 60 Watt Kid på en blandet omgang, hvor rockhistorien er blevet brugt flittigt. Til tider føler man sig som vidne til en musikalsk massakre a la The Who, og i næste øjeblik bliver man overdynget med poetisk stemmeføring og hippie-fællessang. Det er opdateret San Francisco-psykedelia, hvor rock’n’roll og dubstep sagtens kan gå hånd i hånd. Originaliteten blænder igennem på enkelte og helt igennem velkomponerede numre, men der går nok endnu lidt tid, før de strømudløsende børn kan stå på egne ben.
