Vi har rodet i skraldespande og fundet de sidste rester af papirerne fra en konference om næsten-vellykkede plader, som løb af stablen på et tysk hotel i sidste uge. Det meste af materialet var umuligt at finde hoved & hale i, men vi kan dog bringe et fragmentarisk uddrag af de noter, som Jean-Christophe Smolders fra Université de Liège havde med sig til sit oplæg på konferencens næstsidste dag.
over til en velkendt problematik for os alle: Hvor stor en andel af en plade skal være god, for at pladen som helhed er god? Herunder: hvor godt skal det gode være? Og hvor dårlige må pladens svage passager være?
Som vores ærede kollega, dr. Feher fra Budapest, har påpeget i sin banebrydende forskning, er det umuligt at give fyldestgørende, alment gyldige svar på de spørgsmål. For mig personligt har det imidlertid været gavnligt at koncentrere mig om Fehers på sin vis poststrukturalistiske tilgang [lang passage mangler.]
[nej, ærligt talt mangler den ikke, men vi har smidt den ud, fordi den var for kedelig. Nu kommer vi tilbage til Smolders, som endelig er blevet konkret.]
Et fremragende eksempel på, hvor meget en lille håndfuld svage numre kan tynge en større mængde numre, er tyske Thomas Bückers debutplade under navnet Bersarin Quartett. Jeg har forsøgt at illustrere problematikken i en figur.
Som det ses, starter den selvbetitlede plade på højt niveau qua et fint disponeret ambientnummer, hvor bløde og lyse synthflader er afsæt for kølige kunstige strygerflader, der står smukt frem som ånde i frostluft. Her vækker Bersarin Quartett mindelser om landsmanden Marsen Jules, men finder et eget udtryk ved at tilføje en sparsom, metallisk programmering undervejs. De loopede strygerflader er lige ved at blive ensformige, men netop som man får den tanke, fordamper de.
Åbningsnummerets filmiske, længselsfulde schwung er et godt eksempel på, hvor stærkt Bücker kan ramme lytterens følelser. Det høres også i “Inversion”, der dog er noget mere urovækkende. Her bygger Bücker langsomt spændingen op ved at sætte lyse synthdroner op mod dystre cellostrejf, der gradvist bider sig mere og mere fast. En skinger tonerække kommer til, bliver voldsommere og voldsommere, skubber til synthdronerne, skriger. Og så bliver det stille. Selv om den voksende intensitet antyder, at et klimaks er på vej, er det snarere en implosion efterfulgt af en svævende, men stadig dyster finale. En særdeles velfungerende og effektfuld opbygning.
Afslutningskompositionen er ligeledes fremragende
[de næste mange linjer er forsvundet, efter at nogen har spildt kaffe på Smolders’ håndskrevne noter]
mellem to stole. For hvorfor dog lade de flotte og nærmest vægtløse ambientkompositioner blive afløst af downbeat-numre, der for første gang i mange år får Kruder & Dorfmeister-lounge-stilen fundet frem fra hjernebarken. Fred være med dem, hvor de end er i dag, og fred være med lounge-musik, som der som sådan ikke behøver være noget galt med. Men hvor er relevansen i at smide den slags småjazzet kedsommelighed ind mellem de svævende lydlandskaber?
Det styrker heller ikke pladen, at “Und die Welt steht still” og “Die Dinge sind nicht wie sie sind”, der ligger midt på pladen og hver især varer mere end otte minutter, begge er virkelig langtrukne. Især førstnævntes 9 minutter lange gentagelser af en kort, ikke specielt sindsoprivende strygertonerække er en fejltagelse.
Der er dog, som jeg håber, at jeg har fået formidlet, gode og opløftende træk ved Bersarin Quartett. Ikke nok til, at nogen kan betvivle, at pladen hører til på denne agtværdige konference – men nok til, at Bücker har grund til at tro på, at hans næste værk ikke ender her.
Og nu er det mig en stor glæde at give ordet
[et par linjer mangler]
Aleksei Kamanin, der vil fortælle om et par usbekiske folkemusikudgivelser fra det forgangne år. Giv ham en
