Det kryptiske bandnavn d_rradio er en sammentrækning af navnet Death Row Radio. Det lyder temmelig dystert – og er helt misvisende. I hvert fald passer bandets musik bedre til coverets udflydende forårsgrønne farveskalaer end til et navn, der stråler af mørke.
Trioens lette og ofte svævende lydbillede præges af milde shoegazer-influerede klangflader, lyse synths, spinkle og som oftest dovent synkoperede beats og fra tid til anden lidt akustisk guitar eller klaver. På skrift lyder d_rradio altså som så mange andre electronicanavne anno 2008, og det gør de måske også som lydbølger. I hvert fald ved de første gennemlytninger. Men efterhånden som man får lyttet nogle gange, går det op for én, at numrene lige så stille bider sig fast. For Newcastle-trioen har det berømte “ekstra”, der skal til for at løfte musik op over det gennemsnitlige.
I åbneren “Paper Soul” er det beatets antydning af en uventet hiphop-agtig kant, der får ørerne til at stritte. I “Rest of Your Life” er det et blippende synthtema, som fænger – ikke mindst fordi d_rradio dygtigt bygger nummeret op med små indlagte mini-klimakser, hvor synthmelodien kan tage tilløb til at få mere power. Efter lidt flere gennemlytninger bemærker man tilmed, at “A Life Alive” flirter med en fint underspillet storladenhed takket være de lyse, ordløse kvindevokaler, der langsomt dukker op et godt stykke ned i mixet.
I det hele taget åbner d_rradio albummet rigtig stærkt, for med “A Life Alive” viser de, at de også kan levere et mere kropsligt og upbeat udtryk. Lavfrekvente, summende synthtoner bukler sig af sted på et noget mere håndfast og dansegulvsrettet beat, end gruppen ellers benytter sig af, og hen over det hele flyder en cembalo-sprød melodilinje. Nummeret igennem veksler både beats og synths i tempo og intensitet, og der er hele tiden nye detaljer at koncentrere sig om.
Det glemmer d_rradio imidlertid i de næste numre. Midt på pladen står det nemlig ikke helt så godt til med variationen – eller med at have det der “ekstra”, for den sags skyld. “Bag of Lovely” er f.eks. alt for lang til at kunne holde dampen oppe. Den lyse guitarfigur, der bærer nummeret, virker ellers frisk til at begynde med, men viser sig hurtigt at være for monoton. På samme måde læner “So Long” sig også for meget op ad et enkelt guitarloop, hvis fascinationskraft hurtigt tørrer ud.
Undtagelsen midtvejs er det fantastisk smukke “Blow Out”, hvor papirstynde fløjtetoner og en blidt brummende cello er de rolige, melankolske holdepunkter mellem hoppende opklippede guitarstumper. Nummeret er meget cirklende og kommer ikke ret langt væk fra sit udgangspunkt i løbet af mere end seks minutter, men takket være fløjten og celloen er det rart, udflydende selskab, mens de stadigt varierede opklipninger sikrer, at new age-faktoren ikke tårner sig op.
Celloen er tilbage i “Way Out”, der åbner som en mørk, nedtrykt sag – men så kæntrer fragmenteret elektronik de mørke strygerflader; florlette synths får nummeret til at lette, og d_rradio ender med at lande et sted i nærheden af danske Manuals debutalbum, Until Tomorrow. Desværre bliver “Way Out” halvandet minut for langt; til sidst sker der i hvert fald ikke så meget andet end gentagelser og atter gentagelser af guitaropklipninger.
De sidste par numre holder stien mere ren og understreger det, der er trioens styrke på debutalbummet. De har flair for at lægge de rette breaks, temposkift og spændingsopbygninger ind undervejs, så numrene bliver dynamiske, og deres omhyggeligt arrangerede programmeringer giver masser af finesser at forgabe sig i. d_rradio er bestemt ikke uden skønhedspletter, men i hvert fald for fans af let, mild electronica må albummet betegnes som en lovende sag.
