Arms: Kids Aflame - Undertoner

I de seneste år er der sagt og skrevet meget om, hvordan teknologien påvirker musikverdenen. Spændende diskussioner og komplicerede dilemmaer, f.eks. omkring eksponering af musik i cyberspace. Skal alle have muligheden for 15 minutters berømmelse, eller drukner den gode musik i middelmådig mangfoldighed? Samtidig er det med ny teknologi blevet muligt for alle og enhver udstyret med en computer og et soveværelse at skabe vellydende musik. Men alt dette er der ikke plads til at skrive mere om her – og dog. For Todd Goldsteins debutalbum Kids Aflame under navnet Arms er i den grad et produkt af alle tidens trends.

Selve idéen bag enmandsprojektets album kan bedst karakteriseres ved at trække paralleller til folk som Stephen Merritt (Magnetic Fields) og Sufjan Stevens. Om end Arms endnu ikke har vist samme produktivitet, er Kids Aflame brygget efter det ædle princip “selvgjort er velgjort”. Albummet er optaget over en tre-årig periode i diverse lejligheder, men det er sommetider svært at forestille sig, for albummets lyd er meget langt fra den klassiske 90’er lofi-definition. Lyden er for det meste meget kompleks med mange små detaljer. Nogle sange ender i et sandt overflødighedshorn af blæsere, keyboard og skæve kormelodier, mens det i andre sange er svært at forestille sig, at det ikke er et band, som står bag.

Der er bestemt heller ikke sparet på de musikalske stilarter. Så forskellige kroge af musikverdenen som New Weird America-scenen, Interpols nutidige opdatering af postpunken, lejrbåls-alt.country og Stephen Merritts 60’er-inspirerede ukulele-hymner bliver besøgt henover albummets 13 numre. Kort sagt: samtlige anmelderklichéer (eller musik-klichéer; dette er et spørgsmål om hønen og ægget) i nyere tid. En så eklektisk blanding får næsten tankerne hen på indiegiganterne fra Yo La Tengo. Men hvor New Jersey-trioen altid har referencerne og overblikket i orden og forstår at skabe noget nyt ud af det, fremstår de mange forskelligartede udtryk på Kids Aflame mere som en uskøn blanding, som aldrig helt finder en egen stemme.

Og her kommer vi over i den mere negative afdeling. For selv om Goldstein af og til hiver et par smittende melodier og overraskende arrangementer op af hatten, fremstår hans jonglering med stilarterne alt for ofte som halvhjertede imitationer. Der mangler simpelthen et element, som gør Arms til et unikt projekt. Det eneste, der i sidste ende binder albummet sammen, er Goldsteins Jens Lekman-agtige croon, men også hér mangler svenskerens charme og ironi. Hermed er det ikke sagt, at sangene har brug for så meget originalitet, for i bund og grund er det bare letbenet popmusik skabt til at fornøje, tilfredsstille og herefter glemmes igen. Det er også svært at klandre de enkelte sange, som på egen hånd fremstår som udmærkede små popsange, men med et helt album fyldt af den slags, er det, som om der lægger sig en tung dyne og dækker over talentet.

Højdepunkterne trækker dog alligevel albummet op på en pæn middelkarakter. “John the Escalator” er genistregen, som med sit bizarre tekstunivers og drømmende melodilinje blander engelsk 80’er pop/rock, som eksempelvis Jasmine Minks og Aztec Camera, med Goldsteins skæve croon. “Shitty Little Disco” står for albummets muntre indslag med sin ironiske blanding af Interpol og disco, komplet med et særdeles tyndt lydende 80’er-keyboard. Og listen fortsætter med titelnummerets catchy ukulele-croon, som nemt ville kunne snige sig ind på et Lekman-album, og den fine rumklangs-folk i “Fall”. Ja, egentlig er det småt med forbierne, og her er masser af godt mixtapemateriale, men over et helt album falder lytteren hurtigt fra. Resultatet bliver formentlig, at Goldstein indtil videre forbliver gemt i cyberspacemiddelmådigheden, men hvis bare Arms lærer at stå på egne ben (pun intended), er der godt med potentiale til en opfølger.