I februar 2003 fik et indflydelsesrigt amerikansk internetmagasin alverdens indie-kids m.fl. til at spærre øjnene op, da de skamroste kollektiv-bandet Broken Social Scene. Gruppen brød igennem som en del af en canadisk bølge inden for den alternative rock sammen med f.eks. Arcade Fire, The Dears og The Hidden Cameras. Flere medlemmer af kollektivet har siden vist flaget i forskellige sideprojekter og derigennem spillet en narkant rolle på primært den canadiske musikscene. En af de mindre eksponerede udbrydere fra det vidtfavnende kollektiv markerer sig nu med en udgivelse. Nybegynder er Jason Collett dog ikke her på sit fjerde album under eget navn, Here’s to Being Here, hvor hans faste backingband, Paso Mino, er taget med i studiet.
Stilen er anderledes end Broken Social Scenes vildere udtryk. Her drejer det sig om en afslappet og tilbagelænet 70’er-inspireret rock med kraftige anstrøg af country og americana. Den traditionelle bandkonstellation garneres med pianobaserede sange og bl.a. glockenspiel. Det giver en stor variation undervejs, opnået med enkelte virkemidler, selv om sangene er bygget traditionelt op – ofte med inspiration fra den upolerede countrymusik. Collett og co. har forsøgt at efterskabe deres fælles liveudtryk i studiet, og resultatet fremstår organisk og levende. Det er lykkedes at fange essensen af en koncertsituation på pladen, hvilket giver en varm og fyldig lytteoplevelse.
Jason Collett har en smule tillagt twang i stemmen, heldigvis uden hverken at tillægge en unaturlig sydstatsdialekt eller at gøre letkøbte forsøg på at imitere sine forbilleder. Stilmæssigt bevæger pladen sig fra blid akustisk fingerspillet folkmusik til mere ekspressive rocksange. Stærkest fremstår de energiske numre såsom “Sorry Lou”, “Charlyn, Angel of Kensington” og “Through the Night These Days”, der skiller sig positivt ud på et album uden decideret dårlige numre.
Bundniveauet er højt, selv om man fra tid til anden godt kan komme til at savne kant og nytænkning på specielt de meget enkle akustiske numre. Til gengæld for de manglende eksperimenter serverer Collett en række holdbare og lettilgængelige sange. Et sammenligneligt album kunne være Grant Lee Phillips’ “Mobilize”, bare uden brug af elektroniske rytmer.
Faren ved at kaste sig over traditionelle stilarter er, at udførelsen kan lyde som en kedelig pastiche uden egentlig nerve eller som et ironisk indslag. Hos Collett lyder sangene imidlertid tidssvarende, ofte tidløse, og tilmed har de melodier, der bliver siddende efter flere afspilninger. En opdatering, med respekt for traditionen, er lykkedes. Næste gang må Collett og co. gerne udvise en større grad af respektløshed.
