Plader

Mads Wæhrens: Flodens hemmelighed

Skrevet af Anders Mortensen

Der er tekster, og så er der tekster. Mads Wæhrens har forsøgt at forene musikken og digtet for på den måde at gøre den poetiske tekst til melodiens tekst og digtets stemme til musikkens stemme. Det er (på trods af et par forventelige banaliteter) en meget vellykket prøvelse for den århusianske musiker.

Gennem min tid som studerende og litteratur-interesseret er der mange lærde folk, der har prøvet at overbevise mig om (med stort held!), at poesi ikke har en døjt at gøre med følelser og andet hypersentimentalt hjernespind. Poesi er i stedet en kompleks og arbitrær sammensætning af ord, rim og vers, der siger noget eller ikke siger noget, og hvis det ikke siger noget, så er det højst sandsynligt meningen, at det ikke skal sige noget. Eller: Det er ikke meningen, at du skal sidde hjemme i din seng og »li’som mærke,« hvordan digteren kæmper med dette eller hint, eller hvordan han nu går og har det. Det er ikke en øvelse i identifikation for sumpede teenagemisantroper & co., men i stedet en kompleks kunstart, som ikke står model til basale kemikalier i hovedet, der bestemmer, om man er vred eller glad eller noget helt tredje.

Og så har den århusianske sanger Mads Wæhrens gudhjælpemig den uacceptable frækhed at indspille en plade med sange over Henrik Nordbrandts poesi. Udvalgt efter de digte, der talte til ham følelsesmæssigt. Og det bliver endda værre endnu, for det er faktisk en vældig god plade, og ja, så er der sgu intet, der står længere.

Men den står nu alligevel meget godt. Ret robust og helt sikker på sig selv. Wæhrens har gjort Nordbrandts digte til musik (og ikke til »sine egne,« for det er i den grad stadig Nordbrandts værk og ord), og han har formået at overføre digtene til musikkens sprog, love og regler. Der er ikke noget udtalt digterisk over udførelsen, og pladen fremstår ikke som et selvsmagende kunstprojekt med for højt til loftet og endnu længere til gulvet.

Tværtimod frembringer Wæhrens’ fortolkninger en sød, simpel melankoli, der passer så godt til de dage, hvor der er brug for at høre musik, der frembringer tårer og kuldegysninger og alle disse ting, vi helst ikke vil være ved. Som f.eks. “Tændstik”, der fortæller, hvordan det fundne først bliver fundet, når tændstikken er slukket. Eller “Løgne”, der taler om fornægtelse og andre kvinder. Alt det stads, der hører med til kærlighed og forelskelse. Alle de simple ting, der findes i selv den mest hittende sang på landets radiostationer.

Digtene bliver så meget til musik, at det komplette fravær af rim og remser ikke går op for den lyttende, indtil det bedste øjeblik på pladen dukker op: Nordbrandts egen oplæsning af det fabelagtige digt “Historien om den der blev”, hvor han nøgternt og stoisk fremsiger sin poesi, der i indhold ikke er anderledes end de digte, Wæhrens har valgt til sin hyldest. Men når sangeren og digtoplæseren bliver stillet over for hinanden, så brat og med det samme materiale, er det tæt på at være en genistreg, der gør pladen til mere end et ordinært forsøg på at fortolke.

Kompositionen er nedbarberet singer/songwriter med rumklang og en stærk, men hverken anderledes eller grænsesprængende vokal fra Wæhrens selv. Instrumenteringen er kompleks, og der er både plads til de gængse akustiske guitarer med bas og trommer som tilbehør, men derudover er også melodika, trædeorgel, Glockenspiel, saxofon og cello i brug. Det interessante er, at mangfoldigheden af lyde ikke vækker videre opsigt, da Wæhrens formår at få kompositionerne til at virke hele og simple, med virkelig gode melodier og en bund af tristhed.

Desværre kan det dog også blive en smule trættende at høre på, for der er alligevel ikke helt så meget på spil, og det bliver også banalt til tider, når Wæhrens smyger sin lidt for pæne stemme sørgmodigt omkring de nogle gange lidt for ufarlige digte. Og så sidder man og tænker på, hvor groft og råt det hele kunne have været, hvis det havde været en anderledes sanger eller en anderledes digter, men som en hyldest, et projekt eller et forsøg på at gøre Nordbrandts poesi til musik, der gør, hvad sange (og tekster) godt må gøre en gang imellem – bevæger en, så er det lige, som det skal være.

★★★★☆☆

Leave a Reply