Balkan-musik har en helt særlig karakter, der appellerer til de fleste, der kan lide musik og – især – fest. Der er fart og tempo, der er akustiske instrumenter, og der er lejlighedsvis råben, håndklap og sang. Indlejret i genren er både en charmerende cirkusstil, men også en aggressiv fandenivoldskhed og løssluppenhed. I mange tilfælde synes stilen at sige: »Nu skal vi feste, og der skal fandeme noget sprut på bordet.« Men som med al anden løssluppenhed skal den slags holdes i stramme tøjler, hvis det skal undgå at blive fjollet.
Hos Analogik er tøjlerne ikke stramme, og blodblandingen foregår med en sådan lyst, at det i den grad må have sprøjtet med blod under indspilningen af Klunserbeats live. De mange forskellige input, f.eks. clubbede beats, vokal, samples, scratch, ska, hiphop, dub, og især de akustiske instrumenter, som saxofon, sav, klarinet, violin osv., har dog netop den charmerende, moderne balkan-karakter og -dynamik, der bl.a. kendes fra Balkan Beat Box, og som uden problemer får foden til at vippe i takt (man må da også være stendød, hvis balkan-musik ikke kan få gang i fødderne). Derfor er der heller intet at udsætte på den musiske del af udtrykket på Klunserbeats live. Det er helt i samme liga som f.eks. ovennævnte Balkan Beat Box.
Generelt arbejder Analogik virkelig godt med de muligheder, det eklektiske univers tilbyder. Jeg er f.eks. ret vild med “Gypsie Doodle”, der har det her særlige 30’er-swingpræg med en løbsk klarinet, og som minder mig om filmen Trillingerne fra Belleville. Også “The Beat” er fint med en klagende violin og scratch, der understøtter den fine, lidt melankolske, traditionelle balkanlyd.
Problemet opstår i alt det udenomspjat, der også er smidt på pladen, og som sikkert har til formål at udsige, at Analogik er lidt skæve, at de er nogle værre lurifakser. F.eks. er der hele dimensionen omkring live-lyden, der primært bliver en ligegyldig gimmick. Som der står i pressemeddelelsen: »Pladen udgiver sig for at være én lang live-optagelse – og det er den måske også?« Come on, hvad er det for noget fjolleri? Sådan som jeg hører det, er Klunserbeats live ikke live, for live-lyden er der kun momentvis og forsvinder og kommer tilbage fuldstændig vilkårligt. Og hvad så? Den eneste reaktion, det forårsager hos mig er undren, måske et enkelt hurra for den moderne teknologi. Og så kan jeg gentage: »Og hvad så?«
Det lyriske univers huer mig heller ikke. Der er f.eks. fjollet “‘Allo, ‘Allo!”-snak på “The Old Man”, og på numre som “Das agentos” og “Tøfler og sutsko” virker det, som om Analogik forsøger at efterligne pionererne inden for crazy sprogbrug, Malk de Kojn. Bevares, det er da også ganske crazy, men ikke ganske godt.
I samme boldgade er det mig en gåde, hvorfor man efter “Røg” skal belemres med tre et halv minuts stilhed (med undtagelse af lyden af udstyr, der bliver rigget til, og lyden af skov og vand), inden pladen afsluttes med et fem minutter langt hørespil (med musik ganske vist), der også er mere fjollet og påtaget sørøveragtigt, end det er godt.
For nogle dage siden anmeldte Undertoner Fler’ Farver, og et af skudsmålene lød sådan her: »Det er så friskt, som dansk hiphop har været hidtil, men smilene og det konstant positive kan også blive for meget af det gode.« Problemet er det samme hos Analogik, bare endnu værre. Der er for meget sjov og ballade, skægge indfald og tosserier på Klunserbeats live. Og det er synd, for min fornemmelse er, at de kunne spille publikum baglæns ud af de fleste spillesteder, hvis de bare koncentrerede sig om det. Og jeg skal da hilse og sige – efter nogle års research på bl.a. Roskilde Festival – at folket elsker den slags.
Så min opfordring til Analogik skal derfor lyde: »Drop fiksfakserierne, og brug jeres musiske færdigheder til at lave en plade, hvor I ganske vist stjæler med arme og ben, men skaber et rent udtryk uden for meget fjolleri. Så køber jeg den gerne og med sikkerhed.« Sådan som det er nu, er der for meget overflødigt fyld, og pladens kvaliteter forsvinder dybt ned i fjolleriets tåger. Derfor er det både naturligt og ganske rammende, at pladen indledes med lyden af en færges tågehorn.
