Plader

Jenny Lewis: Acid Tongue

Skrevet af Camilla Grausen

Rilo Kiley-forkvinden, Jenny Lewis, udgiver sit andet soloalbum. Her går hun den modsatte vej i forhold til Rilo Kileys nye poplyd og lader sin kærlighed til singer/songwriter-genren og sydstatsgenrer som soul og country få frit løb. Det kan høres, at turen tilbage til rødderne har været en fornøjelse.

Hvor Jenny Lewis’ solodebut fra 2006, Rabbit Fur Coat, var afdæmpet country med fine ballader, og hvor Lewis’ band Rilo Kileys 2007-album,Under the Blacklight, var poppet og humørfyldt, befinder frøken Lewis’ nye soloalbum sig et sted midt imellem. Den skarptungede dame har givet det titlen Acid Tongue og viser med sine hverdagsdramaer fra den varme del af USA, at hun er en dygtig fortællerske med noget på hjerte.

Jenny Lewis’ band består af tidligere samarbejdspartnere, bl.a. Johnathan Rice, Farmer Dave Scher og M. Ward, og derudover har hun besøg af forskellige gæstemusikere, heriblandt Chris Robinson fra The Black Crowes og Zooey Deschanel fra She & Him. Elvis Costello har også kigget forbi for at levere et skrækkeligt vokalbidrag til “Carpetbaggers”. Albummet er indspillet i Van Nuys i Californien på kun tre uger og med analoge instrumenter som en del af idégrundlaget. Det har givet albummet en autentisk og lidt live-agtig lyd, der viser et band og ikke mindst en Jenny Lewis, der føler sig godt tilpas i musikken. Efter den harmløse, men flade “The Black Sand”, der åbner albummet, lukker Jenny Lewis og co. op for godteposen af sydstatsgenrer. Singer/songwriter-stilen spiller her en væsentlig rolle. Samtidig viser Lewis i endnu mere udpræget grad end på tidligere projekter, at hun har en helt særlig kærlighed til country-rock, blues og soul. Steel-guitarer, gumpetunge hillbilly-rytmer, skæve klavertoner og soul-kor præger albummet hele vejen igennem.

Albummets største anstrengelse, den næsten ni minutter lange “The Next Messiah”, ender som et noget tungt, hylende og i sidste ende ligegyldigt nummer, hvor det langsomme midterstykke dog har kvalitetet, når det slår over i en anden rytme, hvor Lewis drevent synger »I want to tell you I love you«. “See Fernando” er hektisk og snublende, mens det derimod bliver rigtig fint på “Sing a Song for Them”, der har en naivt smuk melodi, hvor Jenny Lewis betoner frustrerede husmødre, lokale freaks, små piger, metadon-vrag og andre af samfundets små eksistenser og kærligt synger: »If you sing a song / Sing a song for them.« Syng om noget og nogen, der virkelig betyder noget, er Lewis’ opfordring.

Jenny Lewis’ vokal er køn og nærværende. Som sangerinde kan man tydeligt høre, at hun synger sine egne ord og har en ægte sangglæde på albummet. Men nogle steder lyder den ellers fine stemme ikke ren, og det er selvfølgelig synd. Et af disse steder er på den smukke kærlighedssang “Trying My Best to Love You”, der imidlertid reddes helt og aldeles af det 60’er-pigepoppede arrangement, hvor Zooey Deschanel på gæstevokal er med til at gøre nummeret til et af albummets allerbedste.

Et andet højdepunkt er “Jack Killed Mom”, et nummer der i melodi- og tekstkombinationen er fyldt med galgenhumor i historien om lille Jack, sammen med den livlige melodi, hvor Lewis’ listige klaver åbner fortællingen, indtil alle instrumenterne falder ind. Tempoet øges, og nummeret når et klimaks, hvor det næsten lyder, som om Lewis har et mindre gospelkor i ryggen. Her falder Jenny Lewis’ fortælleglæde sammen med live-lyden og soulkoret på bedst mulige måde.

Selvom Rilo Kileys seneste Under the Blacklight havde sine gyldne øjeblikke, klæder det Jenny Lewis bedre at grave i den musikalske sydstats- og singer/songwriter-arv end at være glitret popbabe, og det lyder, som om hun virkelig lægger liv og sjæl i Acid Tongue. Dog kan man også savne nogle af de helt skrabede, intime sange fra Rabbit Fur Coat.

Fra det punkt, hvor “Sing a Song for Them” har afsluttet Lewis’ andet soloalbum med sine sidste toner, kan man kun gisne om, hvor Rilo Kiley vil bevæge sig hen som band efter dette – videre ud ad den velproducerede popsti eller længere ind til de musikalske rødder i den retning, Jenny Lewis her går? Én ting er dog sikker – Jenny Lewis har nu slået fast, at hun har format. Hun er gået hen og blevet en af de store kvindelige sangskrivere, som det i den grad er værd at holde øje med.

★★★★☆☆

Leave a Reply