»Lyder det godt? Er der en historie i det? Vil en kazoo eller kanske et valdhorn passe ind? Så skal det med.« Dette synes at være nogle af hovedpræmisserne for det danske roots-projekt Southern Gothic Tales’ debutplade.
Den store mastermind bag Southern Gothic Tales er Anders Hvelplund Riis, der både bestrider posten som sangskriver, komponist og forsanger, ligesom han tager sig kærligt af en god del af instrumenterne.
Bandnavnet antyder, at vi befinder vi os i et univers, som er udledt af myterne og musikken fra dunkle landsbyer i amerikanske sydstater, men In Every Seaport Town er samtidig indsvøbt i en klædelig tidløshed og undgår dermed at falde i den ellers faretruende og nærtliggende country-pastiche-fælde.
Tværtimod skal Southern Gothic Tales roses for sin eventyrlyst, for at kaste sig frygtløst ud i livtaget med roots, blues og americana og for at udføre det så dygtigt, som de gør. Pladen byder på et varieret og righoldigt lydbillede, og samtidig er der substans og eftertanke i kompositionerne, og således efterlader In Every Seaport Town i det store hele et rigtig godt indtryk.
Det er lyden af en plade, hvor de gode melodier bare er væltet frem og har krævet at blive indspillet. Og ikke nok med det: Riis har en glimrende vokal, blød og hæs; som noget man får ved at blande to dele Mark Oliver Everett fra Eels med en del Beck. Det er slet ikke ilde, som min bedstemor ville have udtrykt det.
De fleste af pladens numre er af den længselsfulde, eftertænksomme slags, og det er da også der, Southern Gothic Tales er bedst – og allerbedst på det stilfærdigt desperate titelnummer og den sensuelle “Slip Me a Pill”, hvor Lise Westzynthius lægger gæstevokal til: Et fantastisk nummer, der blander Lambchop med vemodet fra Nick Cave/Kylie Minogues “Where the Wild Roses Grow”.
Og det var så, meget apropos, en masse velfortjente roser til In Every Seaport Town. Men pladen holder desværre ikke hele vejen. Det er der primært to grunde til: Den første udspringer ironisk nok af den idérigdom, som også gør pladen sprudlende; man kunne nemlig med fordel have luget lidt ud i numrene og f.eks. fjernet det, der er Southern Gothic Tales’ akilleshæl, nemlig de mere hårde, rockede numre.
Måske er det noget, Southern Gothic Tales selv er klar over, for der er ikke ret mange af dem på pladen. Og godt det samme, for stillet over for den fine indre spænding, som bærer de velafbalancerede stille numre ubesværet af sted på In Every Seaport Town, virker de buldrende og bragende “Burned Out Elvis” og “Fall from Grace” overraskende ligegyldige og oppustede. Og så er der produktionen. Det er set før – en alt for blank fernis af skandinavisk renhed er blevet svøbt om numrene, hvilket gør, at de kommer til at mangle lidt kant.
Og endelig er der en anden lille ting, der også irriterer mig lidt, og som man finder på nummeret “Collecting Butterflies”. Her synger Riis i sin beskrivelse af manden, der længes efter noget, han ikke kan få; »All beauty must die.« Det gjorde føromtalte Nick Cave som bekendt også på førnævnte ballade, og den sætning har han siden da haft patent på. Alle andre, der vover at bruge den i dystert-melankolsk tekstsnedkeri, vil fremstå som kopister. Beklager!
Men selvom In Every Seaport Town altså ikke sidder lige i skabet, så er der stadig bonuspoint for den eventyrlyst og melodiske ekvilibrisme, der trods alt stadig lyser ud af en dansk udgivelse, som er et livstegn fra et band, der både tør, vil og kan noget.
