Det er ikke lang tid, man har i selskab med Declan de Barra, men i de 28 minutter, A Fire to Scare the Sun varer, keder man sig på intet tidspunkt. Oven i købet diverteres lytteren med en fin lille detalje, der er værd at nævne: Teksterne kommer på fem små kvadratiske kort med en tekst på hver side. Det er en fin detalje, når der nu er tale om en plade, hvor man med rette kan og bør skæve til teksterne, og en rar afveksling fra mange andre plader i samme genre, hvor lytteren må lide den tort at kigge forgæves efter en tekstindgang.
I det mørke folk-univers, de Barra skaber for sin lytter, skifter lyd og stemning hele tiden retning, dog uden at glemme den mørke grundstemning – selv når musikken en sjælden gang har tråd og tempo, bider tekstens sylespidse billeder i min hjernebark og vender verden på hovedet, så mennesket kan rasle af den i dens undergang. F.eks. lyder det på “On and On”: »On and on and on and on we go / where it ends, no one really knows / the drunkard by the fire, the mother prays in time / the kids are getting restless and the soldier opens fire / on and on but no one really learns / history repeats itself and another city burns«. Og teksten leveres i bedste syng med-stil, hvilket er djævelsk smart, fordi man føler sig forledt til at nynne med og først senere opdager, at det, de Barra synger om, er verdens ulighed, krig og forfald.
Andre steder er han mere intenst til stede i kærlighedens – og dermed også det potentielle tabs – krinkelkroge, f.eks. på “Until the Morning Comes” og “Beautiful One”, der begge synes at handle om at miste (hinanden), men også om at leve videre, indtil det er tid til at mødes igen: »I’ve become light / now I must leave you here / when you awake I’ll be but a dream to you / so kiss me, until we meet again.« På den måde berører de Barra i sine tekster meget effektivt både nutid, fortid og fremtid.
Det er meget stærke tekster, de Barra fremfører, og jeg synes, at han har en interessant evne til at se forfaldet fra to sider: Dels er der en destruktiv interesse for forfaldet, i den forstand at når man dyrker det (som han), mærker det for alvor, så kan man også mærke livet liiiige lidt mere intenst, når det er godt. Men samtidig er der også et oprigtigt ønske om altid at se en udvej; der er altid noget positivt at holde fast i, så man ikke synker helt til bunds. Den dobbelthed og indstilling opsamles perfekt i “Red Forests” »But there is a beauty in the darkest of things / and there is hope in the insane / and all of the things that brought you down / just may raise you up again.«
For nogle kunne det blive for meget intensitet, nærvær og forfald, og derfor er det måske meget godt, at der ikke er mere end 28 minutter på A Fire to Scare the Sun. Det efterlader pladen som en mulighed for uprøvede lyttere, der måske har lidt svært ved intensitets- og patosniveauet og alt det der singer/songwriter-noget (som jeg selv kan have det), men også lyttere, der sætter stor pris på det høje intensitetsniveau, kan finde nydelse og indsigt i de 10 numre – selvom de er korte.
Jeg er dog klart af den overbevisning, at jeg kunne have klaret meget mere, for de Barras vokal er så fremragende og foranderlig, at man ikke bliver træt af den. Hans stemme er på mange måder et destillat af tre af mine yndlingssangere – Thom Yorke, Eliott Smith og Jeff Buckley – og så kan man jo næsten kun synes om lyden. At det fremragende musikalske udtryk også krydres med virkelig gode tekster og samfundskritik, der opfordrer til eftertænksomhed, gør det kun bedre.
