Der udkommer en del folkede singer/songwriter-plader, og de adskiller sig hyppigt så lidt fra hinanden, at det næsten er for meget af det gode. Det er ofte en fornøjelse at lægge øre til, men indimellem kan man blive i tvivl om, hvilken plade det er, man lytter til. Man kan ikke klandre musikerne for den manglende variation. Det er svært at se, hvordan de skulle forny sig uden at havne i nye genrer. Variationsmulighederne er begrænsede. Denne begrænsning gør sig også gældende på store dele af dette andet album fra Gregory and the Hawk – det samme gør imidlertid også en måske ikke meget grænseoverskridende, men dog tiltalende form for udfordring af genren.
Jeg ved ikke, om Meredith Godreau, som er den kvinde, der gemmer sig bag kunstnernavnet Gregory and the Hawk, er lystløgner eller fabulatrice. Det kan med rimelig sikkerhed fastslås, at hun hverken er en mand eller en høg. Hendes gode – men ikke bemærkelsesværdige – vokal, som er udpræget skrøbelig og velopdragen, afslører hende. Der er altså noget vildledende bag kunstnernavnet – noget vildledende eller noget fortællende: Gregory and the Hawk kan opfattes som en minifortælling. Med alle sine blanke felter lader den det meste være op til publikum. Jeg vil derfor holde mig til de overordnede linjer.
Ud fra musikken lader det til, at drengen og hans fugl er ude på eventyr. Som man kender det fra lignende kunstnere – det mest oplagte navn er vel Joanna Newsom – knytter også tonerne på dette album an til et eller andet fantasy-univers. Oftest er det stille og roligt, men dramaer udspiller sig med mellemrum. Det bliver indimellem mystisk, men aldrig meget. Dog har Moenie and Kitchi sine skævheder: Guitarer truer til tider med distortion i baggrunden og hi-hatte, trommer og bækkener griber ind og afbryder. Instrumenterne falder ud af takt, og produktionen bliver mere rå og upoleret og skubber pladen ud på genreafveje. De stille, triste og en tand for søde eventyr akkompagneres af noget ganske andet uden nogensinde at miste overtaget.
Det kan umiddelbart virke lidt malplaceret med sådanne udbrud, men dog fungerer det som oftest. Passager brydes af umiddelbart uproportionelle anvendelser af instrumenter, som konstruerer besynderlige tidsfornemmelser og skaber tvivl om numres opbygning. Måske er det ikke videre visionært, men det tilfører albummet noget karakteristisk, og så er det da en afveksling. En afveksling, vel at mærke, som ikke rykker ved det overordnede indtryk af Moenie and Kitchi som en plade, der viderefører en lyd, man kender, og som mange vel holder af.
Det er der ikke noget i vejen med. Godreau og hjælpere gør det glimrende på en række af pladens numre. Enkelte falder i et hul af forudsigelighed og neutralitet, men i langt de fleste tilfælde holder både de sange, som udfordrer genren, og de indslag, der holder sig til et mere traditionelt udtryk. Et eksempel på det førstnævnte finder man i “Ghost”, hvor et løsrevent lag af blæsere og trommer lægger sig over den til stadighed afdæmpede vokal. Også i åbningsnummeret, som hele vejen igennem antyder trommer, der lægger bånd på sig selv, må man lade sig overraske en smule af, at det hele bryder løs i evindelige toppe og dale af små kulminationer. Den lille “August Moon”, hvor Nadler-vokal møder Golightly-baggrund, er et nydeligt eksempel på et stille nummer, der ikke gør videre opmærksom på sig selv, men dog formår at tilfredsstille.
Der er henholdsvis små genremæssige skridt og stilstand. Normalt kan man kritisere den slags, men det er min klare overbevisning, at kravene til udøverne inden for genrer som denne ikke kan være de samme, som dem der stilles til udøvere af andre genrer. Den manglende originalitet er et grundvilkår eller en del af sagens natur, og det nærmest intertekstuelle er et kendetegn, som må accepteres, hvis ikke genren som helhed skal forkastes.
Imidlertid kan man kritisere den sødme a la romantisk komedie med Jennifer Lopez, der i momenter bliver lidt for dominerende og dermed understreger, at Godreau finder sin styrke i de små afvigelser, som søger væk fra genrens hovedvej Her kan “Voice Like a Bell” angives som eksempel. Som enkelte andre af pladens numre danner det indre billeder af kærestesorg på film og ensomme mennesker, der trøstespiser is af bægret i sofaen, mens de tænker på, hvor godt det kunne have været. Man kan se bort fra disse svage numre, som ikke rykker ved det positive indtryk, men det ville have været at foretrække, om alt det, der skaber associationer til The Wedding Planner, var blevet tilført noget mere eller noget andet. Det bliver simpelthen for uinteressant og kvalmende vammelt, og det er ærgerligt, når så meget andet fortjener ros.
Moeni and Kitchi må altså overordnet anbefales som en plade, der bygger videre på noget, man kender. En viderebygning, som vel at mærke står meget sikkert og velfunderet, men som ikke desto mindre byder på interessante og ret vellykkede konstruktioner. Alt det positive ændrer nu ikke på, at musikken i det store hele ikke kan have den store interesse, hvis man i forvejen har en masse plader med syngende damer og stille guitar. Det skulle da lige være, hvis man er blevet træt af dem og bare gerne vil have nogle nye sange at lytte til, eller hvis de numre, man kender, bare ikke er helt gode nok. Det er de nemlig her. Indtil de også bliver kedelige.
