Hvis du spørger en gruppe mennesker, hvilken sans der ville være den værste at miste, vil de fleste svare synet. Det kan jeg ikke lige umiddelbart fremvise beviser for, men noget rumsterer, når jeg husker tilbage på artikler og pseudo-intellektuelle frokostdiskussioner om emnet. Man kan også spore det i sproget. Vi ser frem for noget andet. Vi opklarer, vi har synspunkter, vi ser på sagen fra forskellige vinkler, og en gang imellem ser vi noget i bagklogskabens ulideligt klare lys. Som anmelder bruger jeg endda billeder til at beskrive musikken, der kan være lys eller mørk, som om det var udvalget af pålægschokolade, jeg snakkede om, og ikke musikalske toner.
Men jeg vil altså selv mene, at hørelsen er den værste at miste. For så kan jeg ikke høre musik, og jeg ville få svært ved at kommunikere med andre mennesker, hvilket ville være fatalt for mine i forvejen hæmmede sociale evner. Derfor er jeg heller ikke så visuelt orienteret. Jeg forstår kun til dels formålet med brugskunst, men det er måske i virkeligheden, fordi meget brugskunst ikke kan bruges til det, der er formålet. På samme måde har jeg det svært med musik, der er pænt at høre på, men ellers ikke har noget formål.
Den store, blanke vandpyt (hov, der var et billede) sopper japanske, Berlin-bosiddende Midori Hirano lidt for meget i. Og vandpytten som billede anvender jeg netop, fordi musikken er et klassisk eksempel på melankolsk, elektro-akustisk indiepop, som man kan lytte til, når man sidder i vindueskarmen med te og kigger på regnen på ruden. Hun lyder som en musiker, der har tillært sig en del forskellige instrumenter, har lyttet til de gamle minimalistiske komponister som Reich og Cage og så ellers er glad for Pro Tools.
Med det udgangspunkt har hun lavet et album med kønne, repetitive klaverstykker, let klokkespil, lyse xylofon-toner og melankolske strygere (er de snart andet end melankolske i indie?), dekoreret med nogle elektroniske beats rundt omkring. Det lyder som Rachel’s, hvis de ikke havde noget (på) hjerte, eller som Múm uden de gode melodier og den skæve raslen.
Ja, ok, nu skal jeg også være sød, for der er faktisk nogle af sangene, der har ganske fine melodier. Især “Out” er et charmerende folktronica-nummer med fremdrift af Hiranos forsigtige vokal, der i øvrigt også lægger sig sfærisk ud over en del andre sange. Det er velkomponeret, og nogle få steder kradser det, men for det meste er det bare en vase fra Holmegaard. Og den bliver altså først interessant at se på, når der kommer noget levende ned i den, f.eks. blomster. Det liv mangler på Klo: Yuri, så jeg vil ærlig talt hellere bruge min høresans et andet sted.
