Julie Doiron bringer nye toner til marts
Godt nyt til alle jer derude, der ikke kan ryste vinterdepressionen af jer og egentlig heller ikke har lyst. Julie Doiron, der tidligere var med i et af 90’ernes mest hyldede indiebands Eric’s Trip, er klar med opfølgeren til Woke Myself Up fra 2007.
Albummet kommer til at hedde I Can Wonder What You Did With Your Day og udkommer 10. marts på Jagjaguwar. Det forlyder, at Rick White, som også var med i Eric’s Trip, har hjulpet til med at indspille albummet. Hvad det præcis kommer til at betyde for albummets lyd, kan man få en fornemmelse af ved at høre “Consolation Prize” fra albummet. Mere larm tyder det på.