Det er næsten for nemt, men stemningen på Drömt er, godt gættet, drømmende. Ofte med en længselsfuld vokal, en lidende violin, en sørgmodig saxofon. Men Drömt er også meget andet. Den er vred, håbefuld (det handler om kærlighed), kompakt, vandrende (hen ad den mørke gade), ligeglad, henslængt (som i: hun lå henslængt på divanen), marcherende (og skubbende mod alle de folk, der står i vejen) og bedende (med store hundeøjne, og det handler vist også om kærlighed).
Det er kammermusik, symfoniorkester, minimalisme og kompositionsmusik. Det er næsten, nej, det er faktisk alt for meget.
Matti Bye er svensker, og selvom dette er hans første rigtige album, har han lavet masser af musik før det. Matti Bye er filmmusiker og har blandt andet lavet musikken til “Maria Larssons evige øjeblik”, som netop har gået i biograferne herhjemme. Jeg fik desværre ikke set den.
Matti Bye er altså en svensk filmmusiker, og det kan mærkes. Mest det med at han er filmmusiker, for han ved, hvordan man akkompagnerer scener. Der er så helt vildt mange følelser i musikken. Ikke bare en følelse, nej, mange følelser hele tiden, flere i hvert nummer. Som det følsomme væsen, jeg er, kan jeg slet ikke håndtere det. Det er for meget.
Drömt er kun 36 minutter lang, men den føles længere, hårdere at komme igennem, netop fordi den har så mange nye indtryk hele tiden. Nyt bærende instrument i hvert nummer. Puha. Der mangler stilhed, åndehuller. Det hele kører i et meget højt tempo, så højt, at det bliver lidt for meget.
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne Matti Bye en smule med det svenske band Tape, hvis Johan Berthling også medvirker på pladen og faktisk har hjulpet til med produktionen, hvilket kan høres så meget, at nogle numre kan blive forvekslet med Tape-numre. Disse numre er de bedste. Tape, der efterhånden har udgivet fire plader, laver også stort instrumenteret kompositonsmusik, om end de er meget strammere og mere koncise i deres kompositioner. Ingenting er tilfældigt på deres lange numre, og numrene har deres egen historie at fortælle. Tape rammer ikke med spredehagl, som Matti Bye gør, deres numre har én følelse, én idé, og selvom det selvfølgelig også har en tendens til at blive for ensformigt, virker det bare meget bedre.
Bye er bedst, når han holder sine udviklinger på en vis form, som det er tilfældet på “Storgatan 47”. Nummeret starter med et prikkende, repeterende sammensurium af cello og piano, en repetition, der fortsætter gennem hele nummeret. Det minder lidt, men kun lidt, om Terry Rileys alenlange kompositioner. Kun lidt, for nummeret udvikler sig, det hele går en tone op, og et glockenspiel og en violin begynder at danse hen over den taktfaste melodi. Marchtrommer tilføjes, og nummeret stiger i intensitet. Falder i intensitet, stiger igen, lidt tangostemning kommer på ved hjælp af et par kastagnetter. Nogle af de tidlige klokkespilsmelodier kommer igen, og med et er det hele slut. Sådan. Et fantastisk nummer, en fantastisk komposition.
Der er en noir-stemning over det afsluttende nummer, titelnummeret “Drömt” (pladens sidste halvdel er generelt bedst). Et stille piano, en stjerneklar nat, en ensom saxofon og cigarettens glød. Den trætte bas, kvinden, der kigger ud på gaden, sukker dybt. Tilsammen får instrumenterne bragt lytteren ned på jorden, ned i gadelygternes skær, man ved under hele nummeret godt, at det er sidste nummer, det kan man føle, og ganske rigtigt, efter godt to minutter så, udånding, med den sidste tone er pladen væk.
På Drömt savner jeg lidt overordnet styring. Her er det ikke numrene, der fortæller historier, det er derimod alle instrumenterne i numrene, der synger. Det er selvfølgelig veludført, og til tider (som på titelnummeret) virker det godt, men det bliver generelt for rodet og uoverskueligt. Drömt som helhed er ikke øvet nok, gennemgået nok. Det havde været en bedre plade, hvis det hele var blevet arrangeret lidt mere; hvis Matti Bye med lidt hårdere hånd havde styret alle de gæstemusikere, som er inde over pladen.
En følelse er ofte følelse nok. Drömt er et bombardement af følelser. At være i stand til at frembringe et sådant bombardement er utrolig dygtigt, men endnu større kunst er det at være i stand til at kontrollere bombardementet. Får Matti Bye lært dette på sin næste plade, har vi noget stort i vente.
