»Hey, hva’ så?«
»Ja, hva’ så?«
»Skal vi ud og drikke nogle bajere i aften?«
»Ja, gu’ ska’ vi da så, mand.«
»Fedt mand. Der kommer så’en band fra USA som skulle være megafede.«
»Ok, vildt nok. Hvad hedder de?«
»The Bronx eller så’n noget. De skulle rocke rim’li’ fedt.«
»Fedt, mand, så skal vi ud og se på fisse bagefter«
»Ja, for helvede! Vi ses!«
»Ja, vi gør sgu’.«
Ok, det er en rimelig stereotyp fremstilling af to unge teenagere, men det er alligevel en samtale, som ikke virker helt usandsynlig. Måske på et andet sprog, men alligevel. Indrømmet, jeg har da selv haft lignende samtaler med mine venner. Ordvalget har nok været lidt anderledes, men essensen har uden tvivl været den samme.
Nu vil jeg nødig fastlåse andre i unuancerede kasser, men på den anden side er forbeholdne udsagn så vage og uinteressante at læse, så jeg vil alligevel sige, at jeg forestiller mig den gængse The Bronx-fan som typen, der sagtens kunne have haft ovenstående samtale med sine venner. Bandet indbyder til den slags fordomme. De lyder som et drengerøvsband, man kæver bajere til, mens man råber og klapper piger i numsen, nej, røven selvfølgelig.
Det gør de i lidt over en halv time på deres tredje album med den opfindsomme titel The Bronx III. Og til trods for, at albummet ikke er længere, bliver det alligevel anstrengende at lytte til. Råbevokal, huggende riff og tempo, tempo, tempo. De eneste nuancer er forskellen på højt og meget højt. Deres blues-agtige udgangspunkt bliver sølet til i slasket, halvpoppet hardcore-punk, og det lyder nogle gange som Motörhead eller Queens of the Stone Age, bare uden de gode melodier og hooks. Det er middelmådig bøllerock, der er skabt til et testosteron-pumpet fællesskab.
Når de i “Minutes in Night” råber »live for the moment, as fast as you can,« som i den grad suger på den efterhånden blodfattige rock’n’roll-myte, så har jeg meldt mig ud af drengefællesskabet. I hvert fald, hvis jeg skal sidde og høre på det som seriøs musiklytter. Giv mig bandet live på en lille natklub med fri bar, så skal jeg nok te mig åndssvagt, men ellers vil jeg helst være fri.
