Jeg har en generel sympati for den gode Erlend Oye. Han evner at udgive appellerende plader, der for det meste rammer plet. Hans andel i en af de sidste 10 års bedre plader, Kings of Conveniences Riot on an Empty Street, giver masser af kredit herfra. Solopladerne var tiltalende, og hans seneste berliner-projekt, The Whitest Boy Alive, kom rigtig flot fra land med Dreams, som Undertoner også anmeldte.
Det næste skridt via tysk/norske fødder er dog ikke helt så vellykket som debuten, og jeg må desværre give Erlend Oye og resten af The Whitest Boy Alive mere middelmådige ord med på vejen, for der er ikke gods nok i de dansable rytmer denne gang. Ganske vist forsøger gruppen at gøre deres lyd mere autentisk og direkte ved hjælp af original instrumentering og få programmerede hjælpemidler. De lægger sågar op til, at Rules skal være disko-agtig og lige til at fyre af på dansegulvet, men den holder altså ikke.
Faktisk er det tæt på at være kedeligt indimellem. Arrangementerne er spundet omkring Oyes »jeg har ikke fået vatrullerne ud af munden hos tandlægen«-vokal og så en guitar, der godt nok forsøger sig ud i diverse groovy akkorder, men desværre ikke giver nok puls til resten af musikken.
Det er lidt hårde ord, men Rules er efter min mening langt mere velegnet som café/loungemusik end som dansemusik, og det har helt sikkert ikke været intentionerne hos The Whitest Boy Alive. Det hele er lidt for glad – lidt for meget Tower of Power-jam. Lidt for meget Ole Henriksen tilsat musik. Der er ikke nok melankoli eller andet gribende i kompositionerne, og i den sidste ende er det lige så farligt at lytte til Rules som at se en tv-reklame for Werters Echte.
Når jeg nu har fået afleveret alt gallen, vil jeg da gerne understrege, at der mellem alt det ordinære selvfølgelig sniger sig indsmigrende beats og smålækre tiltag ind, der sagtens kunne få tingene til at gå op i en højere enhed. Både ”Promise Less or Do More” og ”Dead End” holder hele vejen hjem, og man kunne ønske sig mere af den skuffe. Men det er vist allerede skrevet med alt tydelighed.
Det er svært ikke at ærgre sig over resultatet på Rules, når bandet nu gjorde det så godt første gang. Jeg har altid den største respekt for bands, der ikke forsøger at kopiere en i forvejen sikker succes, men denne gang holder kursen ikke til at komme i havn, for der mangler simpelthen noget substans. Der er hverken nok disko, pop eller chillout i numrene.
Konceptet med at tage sangene og indspille dem i ’one take’ er for så vidt helt fint, men på Rules kommer der for meget jam-session over produktionen, og det skæmmer. Ligeledes er den tilbagevendende Jørgen Ingemann-guitar aldeles overpotent, og jeg fatter ikke, hvorfor man absolut skal have en guitarsolo i hver eneste sang. Det har måske været reglen på Rules, men denne gang er der ingen regler uden undtagelser, og pladen er fyldt med sidstnævnte.
