Lad det være sagt med det samme: Jeg er den type lytter, der normalt prøver at undgå for meget blip-bloppen i min hverdags lydjungle. Jeg har aldrig haft den store fidus til dance/elektro/lounge-musik generelt, og jeg er som udgangspunkt ofte skeptisk, hvis der ikke har været bare en lille guitar med i studiet. Men sådan er det med fordomme; de bliver ofte til fejldomme, og jeg ved jo godt, at der sagtens kan komme rigtig god musik ud af en synthesizer, og jeg er også udmærket klar over, at det er en lige så svær kunst at skrue perfekt på knapper, som det er at spille soloer fra Iron Maidens bagkatalog.
Hvad, jeg bestemt ikke var klar over, da jeg satte Junior på første gang, var, at Röyksopp i den grad også er noget for mig; de har altid bare været en gruppe, der har kørt i radioen, og som aldrig for alvor – før nu, hvor jeg fik chancen for rigtig at høre dem – har aet mig blidt bag øret.
Festen bliver sat eftertrykkeligt i gang med åbningsnummeret “Happy Up Here”, som de fleste sikkert på nuværende tidspunkt har stiftet bekendtskab med via radioen, hvor den aldrig er nået at komme tilbage i coveret, før den er blevet sat på igen. Herefter kommer der en række deciderede dance-numre, der både har fængende melodier og skønne vokalpræstationer af blandt andre den evigt fantastiske svenske pops alternative rødstrømpe, Robyn. Men de første tre-fire numre skiller sig også markant ud fra resten af pladen – og dette er mit eneste rigtige kritikpunkt – ved simpelthen at være for anarkistiske i forhold til Junior som helhed. Selvom det er ganske gode numre, der er svære at sidde stille til, er der også noget stressende over dem. Jeg ser et billede for mig, hvor de to gutter Svein Berge og Torbjørn Brundtland, der udgør Röyksopp, står trængt op i en krog i en milkshakebar i en fjern galakse, hvor de med rumpistoler anstrengt og sveddryppende zapper til højre og venstre for at hægte deres forfølgere af og komme ud og få fyret op i deres ufo, så de kan flyve videre ud i rummet, hvilket heldigvis lykkes.
For mig begynder Junior for alvor at vise sine kvaliteter et sted i overgangen mellem fjerde nummer, “This Must Be It”, og femte nummer,”Röyksopp Forever”, hvor man kan mærke, at fokus bliver flyttet fra det hysteriske dansegulv til en helt anden stratosfære, der tangerer Kenneth Bagers univers fra Fragments from a Space Cadet.
Pladens højdepunkt er i mine ører den drømmende og nærmest smukke “Miss It So Much”, hvor en anden prominent gæst, nemlig Lykke Li, lægger stemme til. Det er en sang, der indgyder melankoli og fremkalder billeder fra en for længst svunden sommerfugledal, uden at Inger Christensen i øvrigt har noget som helst med det at gøre, andet end at det er et smukt og stemningsfyldt ord, hun har opfundet.
“You Don’t Have a Clue” er i høj grad også nævneværdig. Med sin sødladne og æggende stemme forfører Anneli Drecker som en anden sirene og bringer os ud af ligevægt, så hun kan sno os om sin lillefinger og grine af vores uvidenhed over tilværelsens dybere hemmeligheder.
Jeg har på ingen måde lyst til at forbigå den sidste sangerinde, der ellers får rigeligt med publicity i disse dage – og fuldt fortjent, må jeg hellere skynde mig at sige – nemlig Karin Dreijer fra The Knife og Fever Ray. Som altid er hun fremragende, dragende, mørk og mystisk i sin vokal, og det er kun en styrke for Junior, at Karin Dreijer er med, endda på hele to numre.
Men som nævnt tidligere synes jeg heller ikke, at Junior – der kun er første halvdel af kunstværket, som efter pålydende fyldbyrdes senere på året af efterfølgeren Senior – er et helt homogent album. Der er noget fragmenteret over den, og på sin vis virker det lidt som en samling selvstændige (rigtig gode) singler, der peger i lidt for mange retninger. Måske tegner der sig et andet billede, når man også får hørt storebroderen, der i hvert fald herfra ventes med spænding.
